eller optegnede. Til tidens religiøse karakteristik vil et samlet overblik over denne salmesang have sin store betydning.
Saa simple, som disse vers end forekommer os at være, har de dog vistnok mangen gang bragt en læg- prædikants opbyggelige tanker videre ud, end hans mundtlige ord kunde naa. Paa samme vis forholder det sig ogsaa med de anekdotmæssige træk om Hauge og hans venner, som endnu lever i traditionen nordenfjelds. For vor betragtning kan det være ufatteligt, hvorledes t. eks. en mild irettesættelse, som Hauge gav en mand for hans sværgen, eller et afvisende svar, som en anden fik, da han bebreidede Hauge, at han syslede altfor meget med verdslige ting, kan leve saa længe i folkets erindring. Men de lever virkelig. Fra min tidlige barndom mindes jeg, med hvilken inderlighed og varme en gammel lægdekjærring paa Leinstranden skildrede et møde med Hauge[1]. Hos hende havde – det har jeg grund til at tro – de faa simple ord, Hauge havde vekslet med hende, vakt en frimodighed og styrke, som havde varet gjennem et langt liv i elendighed.
Som centralpunktet for den haugianske vækkelse nordenfjelds kan Meldalen betragtes at være. Den første af Hauges venner, som kom derhen, var Nils Iverssøn Riis, der efter nogle skal have været fra Kongsberg, efter andre fra Jylland. Det var en ganske ung mand, sygelig og bleg som et lig at se til. Dette
- ↑ Maaske den gang, da han havde været indom paa Stav for at faa lensmanden Iver Monsen til at arrestere sig, uden at denne havde villet indlade sig derpaa, trods prestens arrestordre, som Hauge foreviste.
