prædike for tomme vægge, og hvor liden agtelse, folk havde for sine sjælesørgere, gav sig ialfald i enkelte bygder et betegnende udtryk i, at de fik sit offer i – brændevin.
Allerede før Hauges og hans venners optræden i de nordenfjeldske bygder kan der paa flere steder spores en sterk, om end uklar religiøs gjæring, der fra først af maaske ikke engang har været paavirket af de søndenfjeldske »læsere.« Vi hører i flere bygder om grublende bondenaturer, som gaar i stilhed for sig selv og spørger, og først efter rum tid hos Hauge og hans venner faar et forløsende svar. I denne brydningstid skabes der en hel ny bygdedigtning, der er vidt forskjellig fra hyrdetidens frivole poesi. Denne bygdedigtning, som hilser den gryende dag, lever endnu paa almuens læber uden nogensinde at have været optegnet. Literaturhistorikeren vil maaske enten aldeles overse den formedelst dens mangfoldige anstød mod sprog og metrik eller i det høieste finde den kuriøs nok som en populariseret omdigtning af Dorthe Engelbrektsdatters, Volqvarts’s eller Petter Dass’s aandelige sange. Men denne naturpoesi har dog paa vort folks religiøse opdragelse havt en betydning, som man ved første skjøn snarere vil undervurdere end overdrive. Hver bygd nordenfjelds har en eller anden salmesanger fra hin tid at opvise. Spørger man om, hvem der har forfattet denne eller hin sang, som vækker opmerksomhed ved sin smukke melodi og tiltalende indhold, vil man endnu den dag idag faa høre svar som: »Det er Rigstad’ens salme,« »det er Gyllands vise« o. l. 70, 80 aar og mere kan være hengaaet, siden forfatteren gik i graven; men deres sange lever efter dem, endda de for den største del hverken er trykte
