ket, som nok kunde have fortjent at leve. Overalt i bygderne hører vi om skikke, der er gaaede i glemsel, om karakteristiske træk fra en fjern oldtid, som endnu brugtes i »farfars« eller »far hans farfars« hus, om eventyr, sagn og sange, om hvilke bonden erklærer, at »me kenne tonen, men me kan ikkj’ orða.« Men imellem hin naive tidsalder og vort aarhundrede gaar der et ganske smalt spand af tid, i hvilken det gamle dør, og intet nyt har livskraft nok til at slaa rod. I denne autoritetsløse overgangstid falder Hans Nilssøn Hauges og hans venners vækkelsesprædiken, som almuesmanden med særlig forkjærlighed omfatter. Med glæde og stolthed drager han sig til minde, hvorledes en skare bondegutter uden boglig lærdom da stod frem og saavel ved sit ord som ved sin virken i andre henseender i vide kredse skabte et helt nyt liv baade i religiøs og i rent praktisk retning. Almuesmanden formaar vistnok ikke at følge strømmens løb i den udstrækning, som den videnskabelige forskning kan. Han kjender intet til, hvorvidt de religiøse ideer, som Hauge var talsmand for, var nye eller originale, eller om de bundede i den ældre tyske pietisme. Men han kan godtgjøre, at det kirkelige liv i bygden var goldt og stivnet, og at geistligheden selv havde tabt sit salt, dengang Hauge og hans venner optraadte. De mangler, som klæbede ved statskirkens rationalistiske prester, var vistnok hverken saa store eller iøinefaldende, at folket, som stod paa orthodoxiens grund, eggedes til aaben modstand, førend presterne optog kampen. Endda indskrænkede denne modstand efter det første alvorlige sammenstød, der førte til Hauges fængsling, sig ene og alene til det mest passive forsvar. Presterne maatte
