norske officerer paa Rød, hvor kronprinsen Karl Johan og prins Oscar havde taget ophold. Da præsentationen for den sidste foregik, sagde den unge prins Oscar smilende til Huitfeldt: »Naa, det var jo Dem, som forleden skjød paa mig fra Overbjerget?« »Ja, Deres kongelige høihed, det var kun min pligt,« svarede Huitfeldt.
I en anden gruppe, i hvilken blandt andre løitnant Tønder og general Suremain befandt sig, kom ogsaa skræmmeskuddet af 2den august paa tale, og det var ikke frit for, at Tønder var en smule stolt over den sikkerhed, hvormed han havde rettet kanonen. Men Suremain sagde: »Godt rettet var skudet vistnok; men det havde dog nær kommet Norge dyrt at staa. Thi kuglen streifede grev Essens hoved, og blandt alle svenske er Essen utvivlsomt Norges bedste ven.«
Efter optegnelser af en fæstningsofficer fra 1814 (i forfatterens eie). Jfr. ogsaa Aftenposten for 1884 (Et og andet fra 1814, meddelt »Aftenposten« af en samtidig).
Den, som i de nordenfjeldske bygder vilde samle træk af livet i de tidligere dage, vil snart finde, at begyndelsen af vort aarhundrede danner skillet mellem den gamle som den ny tid i mere end en henseende. Oplysningstiden havde givet almuens overtro et haardt knæk, som den aldrig skulde forvinde. Men den havde ogsaa faret haardt frem mod meget i fol-
