erkyndigede sig om Kristianssunds fortifikation og om indløbet til Throndhjem, hvilket blev besvaret paa en for dem afskrækkende maade. Jeg kunde ikke undlade at sige dem nordmandens mening om det engelske ministeriums skjendige handlemaade, hvorpaa de gjentog, at da de var engelske officerer, turde de derom ikke ytre deres mening. Men dette er vist, at med saa megen forbitrelse, den engelske nation fører krig mod de franske og spanske, saa ugjerne gjør de det mod Danmark og Norge.«
Hvorvidt det tab, de engelske fregatter havde lidt, har været saa stort, som Knudtzon antager, tør vel være tvivlsomt, da nordmændenes skyts var meget svagt. Alligevel saaes der adskillig skade paa skrogene. Saaledes havde The Signate faaet røstet agter afskudt, og efterat fienden var afseilet, fandt man et stort anker, som var bleven kappet med et 40 favne langt og 14¾ tomme tykt ankertoug, et næsten nyt kabeltoug til spring, 8¾ tomme tykt, et stykke af en skibsmast og en jolle. De nordmænd, der befandt sig som fanger ombord paa »The Tartare,« paastod ogsaa siden i Kristianssund, at kaptein Baker skulde have været yderst forbitret paa Dixon, for at han havde narret ham til at være med paa denne færd, som kun havde bragt dem skam og skade.
Kl. 4 om eftermiddagen gik de engelske orlogsmænd under seil og styrede sydover. Overalt var kystværnet paa færde for at modtage dem, om de skulde forsøge landgang. Dette skede dog ikke. Saa voldsom havde kanonaden været, at i nærheden af Molde hørtes skuddene saa tydeligt og skarpt, som om der stod et slag i selve Moldefjorden.
Saa længe kampen stod paa, herskede der ikke
