at engelskmanden maatte være i en slem knibe, siden han bad om godt veir. Men major Brun hverken turde eller vilde forstaa noget. Kun med stor nød lykkedes det Knudtzon, der fungerede som tolk, at bevæge ham til at stille det forlangende til engelskmanden, at han for fri udseiling maatte udlevere et par mindre fartøier, som han i de nærmeste dage havde taget, tilligemed et par norske fanger, som var ombord. Med denne besked sendtes Knudtzon i følge med den engelske parlamentær ombord paa the Tartare, hvor han blev modtagen med megen høflighed og fik sit forlangende opfyldt; men den forræderske kristianssunding, som havde lodset fregatterne ind, var intetsteds at finde[1]. Om sit ophold ombord paa The Tartare skriver Knudtzon i den rapport, han et par dage efter aflagde til general v. Krogh i Throndhjem: »Det blev mig tilladt at bese skibet The Tartare. Mange steder saaes, hvor vore Kugler havde rammet; nogle havde gaaet igjennem tæt ved kanonportene. Høist sandsynligt er det altsaa, at fienden maa have adskillige døde og saarede. De engelske forsikrede nei, men hvad der end mere bestyrker mig i min formening, er, at da vi kom til stedet, hvor sygehuset var, de ei tillod mig at gaa ned. Dog bemerkede jeg, at doktoren var meget beskjæftiget, og i sygerummet var mange mennesker. Mr. Baker
- ↑ Han fulgte med de engelske krigsskibe til England, hvor han førte en ynkelig tilværelse, og hvor selv norske matroser, som tjente i den engelske marine, ikke vilde kjendes ved ham. Sømænd, som vendte tilbage fra prisonen, vidste at fortælle, at han skal have endt i Newgate, – det samme endeligt, som i folketroen sikkert om end sent rammer forrædere, som forstaar at undgaa straf i sit hjemland.
