liden forskrækkelse i byen, hvor et par huse blev noget ramponerte, og hvor ikke blot kvinder og børn, men ogsaa voksne mænd gjemte sig bort i kjeldere, bryggepander og bagerovne. Paa batterierne gik det derimod lystigere til, navnlig paa flaadebatteriet, hvor Brechan holdt sine folk i aande og blev rent mismodig, da det hvide flag heisedes ombord paa engelskmanden. Kun paa Tønders batteri, der paa et kvarters tid nær havde været maskeret af flaadebatteriet under den hele kamp, var stemningen ikke fuldt saa jublende. Men det havde ogsaa dagens eneste faldne at opvise. Det var en menig af landeværnet, en husmand, hvis ryg blev knust af en fra bjergvæggen tilbageprellende kugle. Han blev nogle dage efter slaget begraven med stor høitidelighed, og hans enke fik en betydelig understøttelse.
Om officerernes holdning under kampen faldt dommen ymse ud; Brechan var fra denne dag af Kristianssunds stolthed, og Knudtzon, der baade havde været ivrig, modig og standhaftig, fik sin andel af berømmelsen. Men hvad byens høistkommanderende angaar, fandt man, at han havde ladet det mangle baade paa det ene og det andet, og navnlig gav man ham skylden for, at engelskmanden slap for altfor godt kjøb. Saa mente dog ikke general v. Krogh, skjønt han i et flyveblad af 24de juli 1808 udtalte: »at det var udenfor al tvivl at havde blot to kanonchalupper kunnet været i Kristianssund, var begge fregatter blevne tagne.« Paa hans anbefaling blev major v. Brun straks efter udnævnt til ridder af danebrogsordenens 4de klasse og Brechan til Danebrogsmand.
En maaneds tid efter affæren blev et par kanon-[1]
- ↑ [Wikikildens note: Ordet er ikke fullført i originalen.]
