I Kristianssund havde man allerede længe anet,
at engelskmanden vilde komme igjen. Da allarmskuddet
gik den 7de juli om morgenen.kl. 9, kunde løitnanterne
Krause og Bolle, som just sad ved frokostbordet
i skipper Greves hus, udbryde: »Der har vi engelskmanden!«
Saa forholdt det sig og. Men det saa denne
gang længe ud til, at det ikke skulde blive til alvor
med angrebet. Vinden løiede af, og da fregatterne
ikke vilde gaa ind i Sørsundet, maatte de krydse
nordenom øerne. Til lods havde de en fordrukken
kristianssunding, som var bleven opsnappet, medens
han laa udenfor kysten og fiskede.
I Kristianssund stod besætningen imidlertid under vaaben, medens en afdeling af kystværnet, som kommanderedes af den dygtige kjøbmand Nicolay H. Knudtzon jun., patruljerede flittigt paa alle steder, hvor fienden kunde formodes at gjøre landgang. Imidlertid var fregatterne gaaede ned gjennem Omasundet mellem Nordlandet og Frei. Om natten, da Knudtzon med sin Sektion patruljerede ved Gløsvaag paa Nordlandet, laa skibene stille, men om morgenen blev de tilligemed en tagen slup, tilhørende kjøbmand John Moses, mellem sig bugserede nedover mod Markussundet. I det smale sund, hvor der ingen faste batterier var, var der god anledning for kystværnsmandskabet at liste sig ned til søen og fyre paa baadene. Naar de bugserende matroser var bortpillede, vilde skibene sikkerligen være komne paa grund i det trange farvand. Men fra kommandoen, heder det, kom der befaling til, at man ikke skulde »irritere fienden« og kystværnet maatte derfor trække sig tilbage. Skjønt Markussundet beherskedes ganske af kanonerne paa Tønders og Kaasbølls batterier, beordredes dog maaneds-
