mange døtre jeg haver, hvilke, efter pigens udsigende, var klædte paa hovederne med spraglede luer, med meget rødt iblandt, derunder nathætter med røde kniplinger fore, ringe og kjeder udi ørene, som hang endel ned til skuldrene, guldkjeder om halsen, og havde meget hvide halse og hud, blaa særker, spraglede trøier, med rødt og blaat udi og stukne fuld af glimrende stjerner, røde skjørter, meget vide under, røde forklæder, røde sko, guldkjeder om livet, som hængte langs ned ved siden, og ringe paa fingrene, alt (som pigen fortæller) paa kjøbstedvis gjort. Disse saakaldte prestekonens døtre nærmede sig til pigen, strøg og klappede hende paa skuldrene og viste hende al deres stads og pragt, som de lovede at overlade hende, om hun vilde blive hos dem; tog og ringene af deres fingre og vilde sætte dem paa pigens, og som pigen berettede, skal hun have hørt dem sige imellem hin« anden: «O gid hun vilde blive hos os!«
Straks derefter, siger pigen, prestekonen med de andre søgte at persvadere[1] hende til at tale, med løfte, de da skulde holde saa meget af hende, og lade se deres godhed imod hende, hvilket bemeldte prestekone atter siden igjentog saaledes: at dersom hun vilde endda tale, skulde pigen faa se hendes ro sønner, som i det samme lod sig se og straks spurgte, hvor pigen var, hvorpaa prestekonen gjorde dem henvisning, derhen de da nærmede sig, og forsikrede prestekonen pigen, om hun vilde blive der, at faa hvilken af disse sønner hun selv vilde have, og hørte pigen, at disse prestekonens sønner enhver især tilspurgte hende, om hun vilde have dem, og at de trættede
- ↑ persvadere – overtale.
