hovedet af den besagte store mand, med idelig formaning, hun fra at græde og være sorrigfuld skulde aflade. Derefter beretter hun at være bleven sat udi en lænestol ligesom udaf sølv og guld, og en sær façon, (som hun ei vidste at beskrive); alene at derudi laa øde blaa silke-puder, en udi sædet og en ved ryggen, meget bløde, at hun faldt dybt derudi ned. Hernæst udsagde pigen, at være kommen til hende en kone (pegende paa presten, at det var hendes mand) med en lævseklining udi haanden, og bad hende spise, med disse ord: at hun vidste, hun var sulten, og lagde hun saa kliningen udi pigens skjød, og bad hende atter paa mad; skal og have løftet pigens hoved op, og tilholdet hende ikke at slaa sine øine ned, men se paa hende og de omstaaende, hvilken prestekone, pigen fortalte, en tid lang ved stolen hos hende at være bleven staaende, og omsider bragt hende et krus at drikke af. Men som pigen ingen af delene vilde smage, tog hun det bort igjen, og satte det paa et stort bord, omtrent til 100 personer, opfyldt med mangfoldig mad, kander, kruse og glas, som til et stort bryllup, hvilket bord pigen beretter, med et blaat bordklæde at være bedækket, og sagde pigen, at prestekonen og mange andre strax derefter kom til hende med mange slags mad, som de nødte hende til at spise, og blev holdet hende tæt ind til munden, uden at hun smagte det ringeste derudaf; hvoraf pigen intet vidste at nævne uden steg, sukker, smør og ost. Derpaa, siger pigen, prestekonen at have sagt til hende at ville vise hende sine døtre, om hun vilde være smuk, lystig og glad; hvorpaa og straks en mængde af kvindfolk og mandfolk skal være indkommen, og prestekonen da tillige sagt til pigen: ser du nu, hvor
