vilde følge efter, hvorudi han og blev adlydt, og som de et stykke paa veien vare avancerede, tog han hende under armen og ledte hende, at hun skulde komme desto snarere derhen, og som de komme paa en stor, slet vei, mødte dem fire mænd, som var klædte udi røde trøier, sorte bukser, blaa strømper, svarte sko med spænder udi, en sort, rund lue, og havde gult haar, og i samme øieblik blev da hendes formente medhavende husbonde udi bemeldte habit og skikkelse omdannet, og strax derpaa udi bjerget forflyttet (uvidende hvorledes); alene hun saa der blev igjenlukt efter hende en dør, større end en port, hvorpaa hun ei nogen laas eller hængsler fornam; var (efter hendes udsigende) meget glimrende, smukkere og rødere end som messing, og ligesom med messing-spiger overalt beslagen. Udi hvilket bjerg, da hun indkom, beretter iblandt andre, midt paa gulvet at have set der en extraordinær stor mand, staaende med en gul peruque og en sort hat paa hovedet, og for det øvrige som de forbenævnte habiteret[1]; hvilke, da han fik hende og følge at se, skal have sagt: «de fik hende alligevel«. Derpaa beretter pigen at være falden udi en heftig graad, hvor hun da blev af en prest (udi habit som andre prester) formanet sig derfra at entholde, og være ved frit mod, hende foreholdende de herligheder, hun der saa og kunde blive delagtig udi. Samme prest skal have havt en sølvkande udi den ene haand, og et sølvbæger udi den anden, hvilket han holdt hende tæt indtil munden, men som hun intet derudaf har villet smage, tog han det igjen tilbage, og blev hun, (som hun beretter) alt imidlertid med haanden holdt paa
- ↑ habiteret – klædt.
