mellem engelskmænd og franskmænd. I 1795, da byens autoriteter fandt sig beføiede til at beslaglægge to engelske fartøier, som en fransk kaper havde erobret, men som ved Harøen igjen var fratagne franskmændene af to engelske koffardiskibe, fik byen en kort tid en garnison, bestaaende af en afdeling landeværn. Men denne blev snart trukken tilbage igjen.
De hyppige besøg, byen fik af engelskmænd og franskmænd, og som var alt andet end hyggelige for den fredelige befolkning, udkrævede imidlertid snart ganske andre anstalter til byens forsvar. I 1801, da det bryggede op til krig med engelskmanden, blev der ogsaa gjort alvor af sagen. Byen fik en besætning paa 270 mand, og til beskyttelse af de tre indløb til havnen og af denne selv anlagdes der ikke mindre end 5 batterier, nemlig kronprinsens og prins Karl af Hessens ved Sørsundet, general v. Kroghs paa holmen i Nordsundet, Tønders paa Hammeren, omtrent midt i havnen, og et, der var opkastet ved kjøbmand Peter Kaasbølls brygge paa Gomatlandet. De to sidste batterier kunde bestryge alle tre indløb.
Da krigen med England i 1807 var udbrudt for alvor, drog den høistkommanderende general nordenfjelds, G. .F. v. Krogh, omsorg for at faa disse batterier udvidede og forsterkede. Tønders batteri erholdt saaledes en bestykning af 5 og Kaasbølls en bestykning af 4 ottepundige kanoner. Paa byens bekostning byggedes der et flaadebatteri paa 10 kanoner, over hvilket den kjække maanedsløitnant Brechan[1] førte
- ↑ En i 1860-aarene afdød gammel skibsfører, der havde været en Ungdomsven af Brechan, skildrede denne som en type paa en djerv norsk sømand: rask og uforfærdet i farens
