Fra midten af forrige aarhundrede havde Kristianssund i ganske kort tid taget et merkeligt opsving paa grund af heldige Konjunkturer. Handelen havde i femtiaarene tiltaget sterkt ved sildefiskerierne udenfor Nordmøre, som især i aarene 1751–55 slog rigt til, og ved trælastudførselen til England, som navnlig under den nordamerikanske frihedskamp blev en saa betydelig indtægtskilde for byens kjøbmænd, at der opstod en hidtil aldeles ukjendt luksus og overdaadighed i alle forhold. En handelsflaade havde Kristianssund ikke førend i 1780-aarene; men da skjød den ogsaa meget sterk vekst i løbet af et snes aar[1].
Endnu i slutningen af 1770 skildrer en tysk reisende Kristianssund som et uanseligt strandsted uden regelmæssig bebyggelse og med golde omgivelser. Ogsaa herpaa blev der snart bødet, takket være den offervillighed og samfundsinteresse, som altid har været et særmerke for den velhavende del af Kristianssunds -borgerskab. Allerede franskmanden Latocknaye, som ellers ikke har meget godt at sige om befolkningen paa Nordmøre overhovedet, roser de bestræbelser, som fra fleres side blev gjorte til byens opkomst og til omegnens forskjønnelse, skjønt byen endnu længe bevarede præget af en udliggerhavn.
Under de franske revolutionskrige kunde man her oftere se engelske og franske kapere og orlogsskibe med deres priser. 1 de smaa havne paa Møres kyst hændte det af og til, at der leveredes mindre træfninger
- ↑ I 1806 havde byen saaledes 16 store skibe af tilsammen 533 kommercelæsters drægtighed og 54 jægter.
