Aafjorden var blot som smaa blaa holmer at skimte. Jagten blev heller ikke af lang varighed. Engelskmanden var ham snart paa skudhold. Knut saa et glimt slaa ud af en af kanonportene, og i næste øieblik skar en kugle gjennem seilet, saa det faldt blafrende ned. Han skjønte da, at han havde intet andet at gjøre end at lægge bi, saa nødig han end vilde det. Engelskmanden kom nærmere. Knut saa matroserne staa ved skibsbordet og gjøre tegn til ham, at han skulde komme derhen. »Det er lige saa godt at hoppe i det, som at krybe i det, siden det nu engang saa skal være», tænkte Knut og roede bort til skibet.
Ombord paa skibet raabte en mand ned til ham og spurgte paa norsk, om han havde fisk at sælge. Knut blev forundret og svarede ja, og saa begyndte de at akkordere. Men slig handel, som nu foregik, syntes Knut, han aldrig havde gjort. Først fik han langt mere for fisken, end han havde forlangt, og siden heisede man en sæk skibsbrød ned i baaden til ham. Et par af matroserne havde lagt merke til det store hul, kuglen havde gjort i seilet; før Knut lagde fra borde, blev der kastet et stort stykke seildug ned i baaden til ham.
Dengang viste engelskmanden sig at være bedre, end han han havde ord for. Hvad Knut angaar, glemte han aldrig den godhed, som var bleven ham vist. Endnu i hans høie alderdom stod dette træk levende for ham, og man hørte ham tit og ofte fortælle om dette møde med den engelske orlogsmand.
Fortalt mig af fyrverker Czernickow, der i sin ungdom kjendte Knut meget godt og ofte hørte hans eventyr.
