sigte, som han indhentede og praiede. Den udgav sig for en amerikaner, hjemmehørende i Baltimore og kommende fra Memel med trælast. Dens bestemmelsessted var Liverpool efter opgivendet; men da dens papirer ikke var i bedste orden, og man desuden forefandt engelske licencebreve, fandt Røscher sig forpligtet til at opbringe den som prise. Han tog da skipperen, William Dunmond, med 7 af besætningen ombord i sin kaper; men da han ikke havde en eneste mand, som han kunde sætte til prisemester, maatte han selv ellevte gaa over paa den fremmede skude. Kommandoen over kaperen blev anbetroet den unge styrmand Fredrik Ross, med ordre at styre tilbage til Bergen, hvorhen ogsaa Røscher med den tagne prise vilde begive sig. Om eftermiddagen den 12te november begyndte amerikanerne at gjøre truende bestræbelser for at sætte sig i besiddelse af kaperen; men dette blev forhindret af baadsmanden, Erik Markussen Friis, der var aandsnærværende nok til at gribe to ladede pistoler, og ved hjelp af dem tvang han fangerne til at krybe ned i lasten. Ross fandt det nu rettest at holde to streger sydligere, hvorved han fjernede sig fra prisen, som han vilde berøve fangerne ethvert haab om at gjenvinde. Herved lykkedes det ham ogsaa virkelig at bringe fangerne i god behold til Norge.
Men paa samme tid som dette foregik, gik det alvorligere til paa prisen, hvor Røscher havde beholdt 2 styrmænd og 8 mand af den amerikanske besætning, saa der var 11 nordmænd mod 10 amerikanere. Da kaperen faldt af, kunde Røscher ikke skjønne, hvorfor den det gjorde, sendte saa en af sine folk, Johan Grøndahl, op i stortoppen, paa samme tid som han selv steg op i fortoppen for at se efter sit skib. Neppe
