de fangne norske skippere ham ogsaa, og efter fælles overlæg tilbød de ham sin bistand ved arbeidet ombord og at lodse ham sikkert forbi den farlige norske kyst. Dette fandt kaperføreren var en haandsrækning, som var al ære værd, og modtog den med taknemmelighed. Men neppe fik nordmændene et glimt af de norske klipper i horizonten, før de – elleve i tallet – greb til vaaben, og de i antal næsten dobbelt saa sterke svensker blev tvungne til at overlade dem skuden. Nu heisedes det danske flag over det svenske til tegn paa, at kaperen var erobret. Da prisemestrene ombord paa de tagne norske skuder saa dette, faldt de straks af og søgte at undfly; men de norske skippere havde ikke tænkt paa at lade dem undkomme. De styrede øieblikkelig efter og tvang den ene efter den anden ved kanonskud til overgivelse. De norske skippere førte derpaa kaperen og begge koffardiskibene ind i en norsk havn. Priseretten skal siden have tilkjendt de to skippere og deres mandskab priserne.
Skilling-Magazinet f. 1836, s. 149. Undertegnet m (Bernt Moes forfattermerke).
2. Kaperfører Johannes Røscher. Kaperen «Tak for sidst:», ført af Johannes Jakobsen Røscher, løb den 4de november 1810 ud fra Bergen og styrede i retning af Holland. Ombord paa kaperen var en besætning af 22 mand, som dog for en stor del var uøvede folk og derhos saa sjøsyge, at Røscher paa hver vagt kun havde to mand, paa hvem han kunde stole. Den femte dag efter afreisen fik Røscher en seiler i
