gjorde landgang paa øen. Da man imidlertid snart fik se, at fienden i god ro og orden eksercerede paa en slette tæt østenfor, tog man mod til sig og forlod kirken uden at tilføies nogen overlast af engelskmanden.
2. Josefshulen. En anden hule paa Udsire kaldes Josefshulen; den fik for nogle og sytti aar siden sit navn efter en mand fra Kobbervik, som hed Josef. Engang da Josef laa ude paa søen og fiskede, kom engelskmanden over ham og tog ham til fange. Ombord paa orlogsskibet havde han det ret godt, men han maatte gjøre tjeneste som kjendtmand, hver gang engelskmanden vilde ind i en eller anden havn paa stavangerkanten. Dog han syntes tit og ofte, at det var ilde, han skulde tjene sit fædrelands fiender, og hans hele hu stod derfor efter at slippe bort fra dem. Engang skulde skibsfolkene iland paa Sire, for at hente melk, og de tog da lodsen med som veiviser. Han førte dem da op til en gaard, som ligger straks ovenfor stranden. Medens de nu sad inde i stuen, gjorde Josef sig et erende ud, uden at man formente ham det. Han tog straks til sprangs og naaede hen til en hule et stykke fra gaarden. Han skjulte sig i denne og blev liggende stille her i flere dage uden at røre paa sig. Han havde ikke en madbid med og var allerede nær ved at sulte ihjel; da hørte han en kveld lige udenfor hulen en jente, som haukede og lokkede paa køerne. Josef krøb forsigtig frem. Pigen tjente netop paa den gaard, hvor han havde været inde med engelskmændene; hun fortalte ham da, at de havde søgt længe efter ham, men da de ikke havde fundet ham,
