ikke længe, før der kom en baad fra en engelsk orlogsmand i det vanlige erende. Sire-buerne var straks færdige til at tage imod den med bøsser, sabler, hakker, spader – kort sagt alt, hvad der faldt dem i hænderne. Baaden maatte gjøre vendereise, og nordmændene var ikke lidet stolte over at have indjaget briterne skræk. Men glæden blev ikke langvarig; thi før de vidste ord af, var en slup med bevæbnede matroser ombord paa færde. Nu stod turen til sirebuerne at blive rædde; de kastede fra sig, hvad de havde i hænderne, og strøg op i marken for at skjule sig.
Et stykke oppe fra strandbredden findes der en hule, som kaldes Due-hulen. Indgangen er lav og trang og vanskelig at finde. Men indenfor udvider hulen sig som et stort og rummeligt hus. I sin angst stevnede sire-buerne hid, baade store og smaa, mænd og kvinder; tilbage paa gaardene blev kun gamle kaller og kjærringer, som ikke orkede at løbe. Disse gik engelskmændene imøde, faldt paa knæ for dem og bad dem spare livet. De led heller ingen overlast; men fienden rumsterede overalt omkring paa gaardene, blandede sand og aske i melet og stjal forresten med sig, hvad de saa nytte i. Enkelte af dem var helt oppe ved hulen, saa nær, at de hørte ungerne skrige; men det lykkedes dem dog ikke at finde indgangen.
Meddelt af amtsskolebestyrer T. Mouland gjennem professor J. Moltke Moe. Paa sydvestsiden af øen ligger en anden berghule, der er dannet af store nedfaldne klippestykker, og som kaldes Spelekirken. Den er saa stor, at 25–30 mennesker kan rummes i den. Ogsaa om den fortælles der, at indbyggere af Udsire flygtede did, da engelskmændene under krigen engang
