Saa du kummers taare rinde,
kjærlig bød du den forsvinde,
stansede den usles nød,
delte ømt med ham dit brød.
Hastig glemmes krigens ære –
evig hjertets ros vil være.
Venner, børn og trofast mage
ene har det haab tilbage:
»Samles skal vi der igjen,
hvor du gik for tidlig hen.
Nattens mulm for lyset viger,
og af døden liv opstiger».
Graven lukkes – kvægsom hvile
efter daadfuldt liv dig smile!
»Var ej denne tapre værd
heltens død i ledingsfærd?«
Dine vaabenbrødre spørge,
gaa fra graven hjem og sørge.
1. Due-hulen. Under den lange krig, som
førtes med engelskmanden i begyndelsen af aarhundredet,
var fiendtlige orlogsgaster ofte indom paa øerne
udenfor Bukken-fjorden for at forsyne sig med ferskmad.
Saaledes har man beretninger om, at de flere gange
var oppe paa Ferkingstad-øerne og skjød smaler. Ogsaa
til Udsire kom de flere gange for at proviantere.
Sire-buerne fandt, at dette gik oftere paa, end de syntes
om; nogle af dem for derfor hen til Karmøen og
forsynede sig med bøsser og krudt, for at tage imod
fienden, naar han næste gang indfandt sig. Det varede
