og traadte de igjen paa deres poster. Kari løb da hurtig ned af høladen og hen til jægerne, som med glæde tilkjendegav deres tak for den gode bevertning, og gav da Kari sig i tale med jægerne om et og andet, som mest gik ud paa at beklage deres stilling. Da Kari kom ud af høladen, kom hendes broder humpende frem og gik op paa laden, mens hun vedblev at passiare med jægerne. Ole var ikke sen, da han kom paa laden, at grave grenaderen lige ned paa bunden. Da dette var færdig, gaar han ned og ligeledes gav sig i samtale med jægerne. Hun bragte siden, da det blev mørkt om aftenen og da fienden trak sig tilbage, mad ind til grenaderen, men hun kunde ikke vide, om der ej var skjulte fiender i husene før om morgenen, da løjtnant von Timme med en patrulje kom derhen. Hun kaldte da paa grenaderen og udleverede ham til løjtnanten, som bragte ham med sig herhen. Grenaderen tilbød sig at betale, hvad han havde nydt; men hun vilde ingen penge modtage. Denne sandfærdige beretning giver jeg mig den ære underdanigst at melde deres højvelbaarenhed«.
Denne rapport fik en særegen interesse som det sidste eller et at de sidste aktstykker fra oberstløjtnant J. G. Ræders haand. Ved de svenskes allarmering den 19de oktober paadrog han sig en sterk forkjølelse, der efter en uges forløb gik over til nervefeber. Han ænsede imidlertid ikke sygdommen, men blev i det længste liggende i sin usle leirhytte paa Skotterud i det haab, at sygdommen skulde give sig. Men da den blev værre, maatte han i begyndelsen af november maaned lade sig bære til Kongsvinger, hvor han i forvalter Rynnings hus den 13de november afgik ved døden.
Oberstløjtnant Ræder, som af veteranerne fra 1808 omtaltes som en af vor armes tapreste og derhos humaneste officerer, var født paa gaarden Skjølseng i Sundalen 2den august 1751, kom
