for hans sikre skud. Støt og stadig laa han ude, naar orren og tiuren spillede, og man vilde vide, at der paa Skythaugen var nok af elgekjød i stamper og baljer. Men man kan ikke se, at han nogensinde havde været i uleilighed for den sags skyld.
Da den svenske hær i april maaned 1808 i større og mindre afdelinger rykkede ind over den norske grænse ved Rønneseter og Udnes, rustede flere solunger sig til paa egen haand at modtage fienden. Blandt dem var ogsaa Ole Kildmyren. Ved det første nys om svenskens indmarsch greb han sin bøsse og lagde afsted paa ski langs Flisenelv forbi Udnes op imod grænsen. Her stødte han paa en patrulje paa 8 mand. Ole tog straks den ene af dem paa kornet og nedlagde ham. Inden de tiloversblevne af patruljen havde rukket at faa sine geværer i anlæg, var han allerede forsvunden i skogens tykning. De fik dog et glimt af ham og satte efter; men kjendt som Ole Kildmyren var i alle Aasnesskogene, var han ikke god at tage igjen. Snart havde han stillet sig paa en berghammer, hvor han i god ro og mag ladede sin bøsse og oppebiede de forfølgende svensker. De kom; den første af dem, som Ole fik øje paa, faldt for hans sikre skud, og nu bar det atter afsted med ham for at opsøge en ny post. Saaledes skal Ole efterhaanden i kort tid have nedlagt den hele patrulje.
10–12 dage efter, den 25de april, stod slaget ved Trangen, hvor Ole Kildmyren og flere solunger paany fik anledning til at udmerke sig. Kl. 11 den foregaaende aften var oberst Gahn med sin hovedstyrke begyndt at rykke frem over grænsen langs Flisenelvens søndre bred, hvor vinterveien gik gjennem de tætte skoge. Fremrykningen foregik temmelig uvorrent, idet
