spanske fangenskab havde været. Da Herbrand engang som leiemand havde paataget sig at besørge et pengebrev fra kaptein Bredal paa Vangen til Hardanger, lod han sig af sin kone forlede til at aabne det og udtage nogle daler. Da tyveriet opdagedes, blev han dømt til tugthusstraf. Efterat denne var udsonet, lader det til, at han helst holdt sig borte fra sin hjemstavn og levede som fragtemand i de indre bergenske fjorde. Da C. P. Blom i 1823 bereiste den nordlige del af Bergens stift, var Herbrand blandt hans skydsfolk fra Aurdal til Lyster, uden at han dog synes at have kjendt fuldt ud til hans skjæbne. I 1827 og aarene deromkring gjestede han oftere Bergen, for hvis latinskoleelever han nøje beskrev sine oplevelser under Massenas fane.
Da Herbrand blev gammel og skrøbelig, kom han tilbage til Voss. Hans tyranniske kone var da død, og selv kom han paa bygden som lægdslem. Først i 1847 løste døden op for ham. Helt til sin høje alderdom bevarede han sin ranke militære holdning, og hans ungdoms freidighed skal efter hans kones død have vendt tilbage.
Om Nils Noring se Skilling-Magazin f. 1880, s. 480. Om Herbrand Bakketun findes oplysninger i Morgenbladet f. 1848, Adressebladet f. 1878 og G. P. Bloms bemerkninger paa en reise i nordlandene 1827, 2det oplag (Kristiania 1832), s. 16.
Forøvrigt fandt der som bekjendt i aarene 1808–1811 nogle større udkommanderinger af norske søfolk til den franske flaade sted. Efter Kjøbenhavns bombardement ejede Danmark-Norge ikke saa store og
