den trop, hvortil Herbrand blev hvervet, blev kommanderet til Sicilien. I Palermo brød de saar, han havde faaet i Spanien, op igjen. Han blev liggende paa et af byens lasaretter, indtil han i 1814 erklæredes fot ubrugbar til krigstjeneste og sendtes over til England. Det følgende aar steg han i land paa bryggen i Hamburg, blottet for penge og for alle hjælpemidler baade til at opholde livet og til at fortsætte reisen til hjemlandet med. Der var da intet andet for ham at gjøre end at tage foden paa nakken og vandre op gjennem Holsten og Danmark. Overalt maatte han tigge sig frem eller arbeide for kost og herberge. Omsider slap han over til Malmø, hvorfra han siden over Kristiania fortsatte færden til sin hjembygd.
Der var nu hengaaet 25 aar, siden han som soldat havde forladt hjemmet, og hans slægt og venner havde forlængst anset ham for død. Hans fæstemø var gift med en anden, og mangt og meget var forandret under hans fravær. Men det varede ikke længe, før vossingerne lærte at sætte pris paa sin vidtbereiste landsmand. Om søndagene maatte presten Jersin prædike for saa godt som tomme bænke, naar Herbrand ude paa kirkebakken fortalte sine oplevelser, og den opvoksende slægt hædrede ham ogsaa paa forskjellige anden vis.
Heldigt vilde det have været, om vi hermed kunde have afsluttet Herbrands saga; men desværre tæller den ogsaa mørke blade om fattigdom, brøde og straf. En stund efter hjemkomsten giftede han sig; men hans valg var saa uheldigt, som det bedst kunde blive. Konen var en slurve, som hverken forstod at stelle mad eller holde huset i orden, og som følge deraf blev hans hjem ham snart et værre helvede end det
