lagt i et kloster i Valencia; men de lidelser, feltlivet førte med sig, var for lidet eller intet at regne mod, hvad han her maatte døje under de fanatiske og uvidende munkes behandling. Hans saar vanskjøttedes, forplejningen var ussel, og sent og tidlig var de fremmede soldater udsatte for krænkelser og nederdrægtigheder af sine pleiere og vogtere. Paa Herbrand, som i sine yngre aar neppe kan have været af det mildeste gemyt, virkede denne behandling saa ophidsende, at hans helbred led haardt derunder, og det varede længe, før han igjen kom paa benene. Da han omsider var bleven nogenledes restitueret, førtes han til øen Minorka, hvor englænderne holdt de franske fanger, som var tagne i Spanien, i varetægt. Havde munkene i Valencia været sande djævle i menneskeham, skulde Herbrand snart sande, at de i englænderne havde sine overmænd. I usle træbarakker, der var saa gisne og trækfulde, at de hverken afgav beskyttelse mod dagens solsteg eller nattens bidende kulde, maatte de franske krigsfanger ligge paa raaddent straa, som var udbredt paa de fugtige lergulve. Hertil kom, at kosten var knap og ussel, og med graadighed kastede de forsultne fanger sig over de kaalblade og umodne frugter, som de venlige øboere af og til kastede over indhegningen til dem. For at slippe ud af denne elendighed, som under den uvirksomhed, hvortil fangerne var fordømte, føltes i sin fulde strenghed, lod Herbrand sig tilsidst overtale til at gaa i engelsk tjeneste, idet hververne forespeilede ham muligheden af, at han vilde blive sendt til England. Herved kunde jo Herbrand nære et berettiget haab om, at der skulde aabnes ham en udvei til at komme tilbage til fædrelandet. Snart skulde han dog bitterlig komme til at fortryde dette skridt; thi
