havde faaet ved afskeden, stod der udtrykkelig, at de havde at melde sig hos kommandanten paa det sted, hvor de kom. Om det var i Norge eller i Frankrige kom for de pligttroe soldater ud paa et, og de skyndte sig derfor med at melde sig hos den militære øvrighed i Bayonne, der gav dem 12 sous daglig til deres underhold. En tid efter sendtes de til Bordeaux, hvor de af kommandaten Lallement opfordredes til at træde i fransk krigstjeneste. Længe forsøgte de at undslaa sig ved alskens paaskud; især var det deres hjemve, som laa bag deres vægring. Tilsidst gav de efter for de franske officerers overtalelser og traadte ind i keiserens hær. Hvor der blev af de syv af dem, vides ikke, men Herbrand blev artillerist og sendtes som saadan til hæren i Preussen.
Om sit ophold i de franskes rækker fortalte Herbrand siden, at der oftere hørtes knur og misnøje, naar brødposen var tom og uniformerne udslidte. Engang herskede der endog saa sterk uvillie blandt tropperne, at det var nær ved at komme til mytteri. Da viste keiseren, »den lille korporal«, sig hel uventet i deres midte, og al misstemning var ligesom blæst bort ved de leveraab, hvormed man hilsede ham.
I Preussen skal han have deltaget i Kosels beleiring og erobring (?). 1 1809 kjæmpede han i de franske rækker mod østerrigerne ved Eckmühl (22de april) og Wagram (5te og 6te juli). Efter freden i Wien sendtes alle de tropper, som kunde undværes i øst, til Massenas hær i Spanien, og saaledes kom Herbrand til at deltage i flere slag og træfninger, som leveredes mod spanierne og englænderne. I et slag – det var i aaret 1811 – blev han haardt saaret og tagen til fange. Sammen med flere andre saarede blev han ind-
