artilleriet. Her havde han det meget godt. Kapteinen og hans øvrige overordnede tog sig af ham, lærte ham at skrive og regne, og med sit lette nemme forstod Herbrand snart at tilegne sig det tyske sprog til fuldkommenhed. I begyndelsen af 1807 var hans tjenestetid omme. Da vaagnede paany hans længsel efter hjemmet med øget styrke. Men først ud paa høsten fandt han en passende skibsleilighed til Norge. Da var krigen med England udbrudt. Det fartøi, hvorpaa han havde indskibet sig, blev taget af en engelsk orlogsmand, og han tilligemed 7 andre norske soldater, som havde gjort tjeneste i Danmark og som var ombord med ham, blev ført som fanger til Portsmouth, hvor de sattes i prisonen paa samme skib.
Hvor længe Herbrand og hans kammerater blev siddende her, skal være usagt; nogle paastaar, at de kun sad her i nogle faa uger, medens andre mener, at fangenskabet strakte sig gjennem flere maaneder. Deres hele hu stod efter at komme paa fri fod; men vagterne passede godt paa, saa flugt syntes umulig, skjønt der var truffet aftale med en skipper om at sætte dem over kanalen.
En eftermiddag holdtes der stort gjestebud ombord paa prisonskibet, hvis besætning og vagter drak sig fra sans og samling. Udpaa kvelden lagde en stor skibsbaad med seil andet og tilbehør, som skipperen havde skaffet, til ved skibssiden; Herbrand og hans kammerater listede sig i den, og i nattens mørke lagde de saa ud paa det af storm og uveir oprørte hav. Maaske vilde deres saga have været tilende hermed; men til alt held fik de prajet en fransk orlogsmand, som tog dem ombord og landsatte dem siden i Bayonne.
I det pas, som Herbrand og hans kammerater
