neppe nogensinde kom til at tage del i den store armes bedrifter. Hele hans soldaterliv synes nemlig blot at have bestaaet i en tids garnisonering i Lille. Et minde fra dette ophold skulde dog helt til hans høie alderdom staa dybt præget i hans erindring og fremkalde taarer hos ham, saa ofte det dukkede op, og det var en mønstring, ved hvilken han fik keiseren at se. «Vi blev kommanderet paa linjer – saaledes beskrev han denne begivenhed – «og ret som vi stod og stirrede bent frem for os, kom Napoleon paa en hvid hest med graa kappe, som flaug om ham, og ‘auga flaug paa’n som værme i skallen.‘»
Det ensformige garnisonsliv i Lille huede i længden ikke den ustadige skomagersvend, som higede efter forandring, og han besluttede sig derfor til at rømme. Dette lykkedes. Han naaede ind paa belgisk omraade og slap ubemerket i følge med en del andre rømlinge gjennem Belgien lige til Elben. Paa denne flugt maatte de udstaa meget ondt; thi de vovede ikke at gaa ind paa noget sted, hvor der var mad at faa kjøbt. I en by i Hannover var Nils indom etsteds for at faa kjøbe kaffe. Men da han vel skulde faa den, kom der en trop soldater ind. Nils gjorde sig da et erende ud og bad om, at kaffen maatte staa saalænge. Der skulde ikke være noget i veien for det; men den kaffe kom Nils ikke til at smage; thi han strøg af gaarde, det forteste han kunde. Da Nils og hans følge var komne til Elben, søgte de en belgmørk nat at sætte over denne elv i en baad. De udstillede grænsevagter opdagede dem imidlertid, da de var komne midtveis, og satte efter dem. Baaden var allerede nær ved at indhentes, da Nils kastede sig i vandet og ved opbydelsen af sine sidste kræfter naaede den østre elbbred.
