I forskjellige throndhjemske bygder, navnlig i Romsdalen og i Stjørdalen, lever der endnu sagn om norske soldater, som fra dansk-norsk krigstjeneste var indtraadte i keiserinde Katharina II’s garde i St. Petersburg. Efter afskeden vendte flere af dem tilbage til fædrelandet, hvor de ikke noksom kunde rose »Stordronningens« gavmildhed og den pragt, hvormed garden var udstyret. Nogle af disse veteraner levede endnu et godt stykke ind i dette aarhundrede og drev, tildels iført de smukke gardistuniformer, de ved afskeden havde faaet beholde, om gaard imellem for at berette om sine oplevelser for den beundrende tilhørerkreds, de altid kunde gjøre sikker regning paa at samle om sig.
At de franske revolutionskrige maatte øve sin tiltrækning paa eventyrlystne landsmænd, er rimeligt nok; allerede tidlig finder vi officerer af den dansk-norske hær, der i egenskab af volontører ved de franske generalstaber søgte at sætte sig ind i de forbedringer, som gjennemførtes i krigskunsten, og i aarenes løb, da Bonaparte havde knyttet seieren til de franske faner, tiltager deres antal. Den dansk-norske kronprins og hans generaler kunde gjennem rapporter, som subalterne dansk-norske officerer affattede paa selve valpladsene, nøie følge begivenhedernes gang under den fransk-østerrigske krig i aarhundredets begyndelse.
Der fattes heller ikke eksempler paa, at norske bondegutter som menige soldater kjæmper med i franskmændenes rækker. Ombord paa et nordlandsdampskib traf i 1855 min farfader en nordmand, der tilhørte en høitstaaende fransk embedsmands tjenerskab. Han var ifølge sin egen beretning i sin ungdom kommen til
