haandpenge at faa saadanne folk hvervede til fodgarden og grenadererne, da de formodentlig lettere i Danmark mod en anselig summa skulde lade sig persvadere at gaa til Preussen», udfærdigede han dels fra Moss, dels fra Tønsberg de fornødne befalinger til regimentscheferne.
Det viste sig, at generalen havde opfattet forholdet ganske rigtigt. Det var paa denne tid nok af dem, som vilde træde ind i den kongelige hestgarde i Kjøbenhavn; thi det ansaas som en stor ære. Derimod reiste der sig fuldt op af vanskeligheder for anhvervningen til preussisk tjeneste, ikke mindst fra regimentschefernes side. I slutningen af september maaned var der fra enkelte af dem endnu ikke indkommet svar paa generalens ordre. Andre havde vistnok ekspederet sagen hurtigere fra sig, idet de erklærede, at de ei havde mandskaber af det forlangte maal blandt sine undergivne. Dette var saaledes tilfældet med brigader von der Lithe af 2det vesterlenske regiment; men da det kom til stykket, viste det sig, at det ikke medførte sandhed; det er lidet rimeligt, at han skulde være uvidende om, at fløimændene i major Richelieus kompagni virkelig holdt sine gode tre alen i høide.
Først den 31te oktober kunde general Arnoldt oversende en ekstrakt af de rapporter, som fra regimenterne var indløbne til ham. Af regimentscheferne vilde seks – deriblandt som sagt brigader v. d. Lühe – ikke have noget med det preussiske soldaterliebhaberi at gjøre, tre af dem indberettede kort og godt, «at de karle, som under deres anfortroede regimenter befindes af den forlangte høide, er gaardbrugende og saaledes ei vel derfra kan mistes», to af dem tilkjendegav, at der ved deres regiment vistnok fandtes tre vel-
