nidkjærhed, som havde skaffet dem tilveie.[1] Det tør dog være tvivl underkastet, hvorvidt denne transaktion virkelig fandt sted, da kong Fredrik Wilhelm I paa samme tid blev lagt paa dødslejet.
Den 13de juni 17 39 affærdigede general Paul Løwenørn, som nu forestod krigskancelliet, paa kong Christian VI’s ordre en skrivelse til høistkommanderende for den norske hær, general H. J. Arnoldt, om at han skulde undersøge, «om der ikke i Norge maatte findes en karl af 6 fod og 2 tommers længde eller om det var et par eller 2½ tomme mindre, som vilde lade sig engagere til kongelig preussisk tjeneste». Vedkommende skulde tilsiges en kapitulation paa visse aar, 4 rigsdalers maanedlig traktement og desuden en anselig haandpenge. Skrivelsen, der særlig anbefalede general Arnoldt at have opmerksomheden henvendt paa brigader v. d. Luhes regiment, endte karakteristisk nok saaledes: «Eders ekscellence maa være forvisset om, at hs. kongl. majestæt sker herved en særdeles velbehag, og at eders ekscellence gjør deres cour meget vel, om De herudi fyldestgjør hs. majestæts interesser«.
Denne ordre modtog general Arnoldt d. 19de s. m. paa Moss, hvor han just befandt sig paa en inspektionsreise. Det var den simpleste sag af verden at finde karle af den forskrevne længde. Men vanskeligere var det at finde et antageligt paaskud, hvorved man kunde presse de norske bondegutter til at gaa i preussisk eller udenlandsk tjeneste overhovedet. Paa samme tid, som han henstillede til general Løwenørn, om det ikke var bedst »for det første for en maadelig
- ↑ Se nærmere herom hos Chr. Brasch, gamle eiere af Bregentved 466 fg.
