vogn sad statholder grev Rantzau og general Romeling, i den anden kommandanten, generalmajor Bertonch, og oberst Rappe. Ved fremkomsten til vor Frelsers kirke, hvor bisættelsen skulde foregaa, bar løitnanterne kisten op til alteret og sænkede den ned i en der opkastet grav. Det hele fandt sted uden klokkeringning og andre ceremonier.
Saa stille det hele end var gaaet for sig, overdrev rygtet i Kjøbenhavn meget den stas og pragt, som skulde være bleven udfoldet ved grevens ligbegjængelse. Men det lykkedes dog snart general Rømeling at afkræfte disse historier.
Ogsaa i tretiaarene finder man antydninger til, at der er foregaaet anhvervninger til potsdamer-garden i Danmark og Norge. Saaledes omtales der i en preussisk kabinetsskrivelse af 23de november 1734[1] et forsøg paa »in dem Dänischen verschiedene ansehnliche Leute in Kriegsdienst zu engagiren«, dog «mit Vorbewuszt und Consens des dortigen Hofes». Hvorvidt der denne gang foregik rekrutering fra Norge, findes der ingen oplysning om.
Fire aar efter, da det led mod Fredrik Wilhelm I’s ende, er der for sidste gang tale om, at deri Norge skal hverves grenaderer til potsdamer-garden. Denne gang var det den fuldstændige udsoning mellem den brutale preusserkonge og hans søn, den senere kong Fredrik den store, som de forenede riger Danmark-Norge skulde besegle ved at afgive rekruter til kongens garde under udseende af, at det var kronprinsens
- ↑ Wartensleben, Nachrichten von dem Geschlechte der Gr. v. Wartensleben (Berlin 1858) bd. II, s. 111.
