Fredrik IV’s minde, blev han den 27de januar 1725 selv henrettet og lagt paa steile, hans herre grev Wilhelm Adolf indespærret som statsfange, først i Kjøbenhavns Citadel og siden paa Akershus og grevskabet Rantzau inddraget under det dansk-norske rige som en del af hertugdømmet Holstein.[1]
Hvilken skjæbne der var disse nordmænd forebeholdt, som medlemmer af »det preussiske grenaderkorps«, vides ligesaa lidet, som man kjender noget til, om de nogensinde vendte tilbage til fædrelandet.
Om grev Rantzaus ophold paa Akershus har man kun faa efterretninger bevarede. Grunden hertil maa vistnok søges i, at hans frænde, statholder grev Christian Rantzau, har gjort alt muligt for at udslette ethvert spor deraf. Til sin underholdning paa Akershus nød han 2000 rigsdaler aarlig, men denne betydelige sum strakte paa langt nær ikke til, og man ser ham i forskjellige breve fra hin tid i forbigaaende omtalt som sterkt forgjældet. Alt dette tyder hen paa, at hans fangenskab har været meget mildt, og sandsynligheden taler for, at statholderen og kommandanten generalmajor Bertouch har gjort alt, hvad der stod i deres magt for at lindre det.
Efter et par aars ophold her døde greven den 21de marts 1734 i en alder af 46 aar. Kommandanten besluttede sig til paa egen haand at lade hans jordefærd foregaa paa en maade, hvorved der blev taget hensyn saavel til hans fyrstelige stilling som til hans egenskab af fange. Fjorten dage efter dødsfaldet gik 2 kapteiner, der skulde fungere som marschaller, omkring til statholderen, den høistkommanderende general Rømeling og oberst Kappe for at indbyde dem til begravelsen, som skulde foregaa den næste morgen mellem klokken 6 og 7. Da de indbudne til fastsat tid havde indfundet sig, blev grevens kiste af løitnanter baaret ud af det kammer, hvor den stod, og hensat paa en med himmel bedækket og med 6 heste forspændt ligvogn, hvorpaa toget satte sig i bevægelse fra Hovedtangen af. Efter ligvognen fulgte 2 vogne; i den første
- ↑ F. Barfod i Folke I, 301 ff.
