ikke mindre end fem karle ved hans regiment, der holdt det fastsatte maal. Ingen af dem var tilsinds godvillig at gaa i preussisk tjeneste, hvorimod de ikke havde noget imod at indtræde i hestgarden i København; thi dette var dengang og længe senere den største ære, som kunde times de norske bondegutter. Oberst Dietrichson fik straks ordre til at indbilde karlene, at det just var denne stilling, de var udsete til, samt at sende dem ind til Kristiania. Ved denne undersøgelse, som de her blev underkastede, kasseredes de tvende af dem som undermaalsmænd; den tredje af dem, Ole Gjermundssøn, 22 aar gammel, havde «højere længde end det opsendte maal« og blev derfor den 8de august sendt ekspres «under inspektion af en underofficer af af samme regiment med en kongens skipper, navnlig Peder Sørensen, ned til Kjøbenhavn, for der end videre at forestilles«.
Først længere ude paa høsten kom disse soldater til at tiltræde reisen til Potsdam. Den 12te september tilskrev kongen af Danmark fra Fredensborg af med egen haand kongen af Preussen, at »han havde faaet de høje folk og sendte dem med oberst Reventlau tilsøs til Stettin«. Til gjengjæld anholdt han nu hos kongen af Preussen om, at den paa Spandau i varetægt holdte kaptein Prætorius maatte overleveres til det medfølgende mandskab for at transporteres til Danmark. Den preussiske konge havde nu opnaaet, hvad han ønskede, og gjorde paa sin side heller ingen flere vanskeligheder.[1] Ditlev Prætorius blev udleveret til den danske regjering, og efter den bekjendte skandalprocedure, som har sat en uaftvættelig plet paa
- ↑ H. P. Giessing, Løwenørn, s. 259.
