Tiltrods for den gyldne fremtid, som var stillet
soldaterne i udsigt, gik det dog yderst langsomt med
anhvervningen.[1] De kommanderende generaler fik
endog gjentagne gange paamindelser om at fremme
sagen af yderste evne. Omsider – det var den 15de
april – kunne de tilstille Kongen, som just opholdt
sig i Odense, en liste paa 13 karle, der alle holdt
maalet. Blandt disse udsaas fire mand, vistnok efter
konferance med vedkommende tyske officer, der fremdeles
opholdt sig i Kjøbenhavn. Det var underofficer
Peder Bue og Christen Olsen af oberst Paulsens (1ste
vesterlenske) regiment, Ole Graff af oberst Brockenhuus’s
(oplandske) regiment og Gunder Hansen Sand af generalmajor
H. Huitfeldts (akershusiske) regiment. Men
det var dog kun de to førstnævnte af dem, som havde
lyst og villie til at gaa i preussisk tjeneste. Hvad underofficer
Peder Bue angaar, følte han sig ikke lidet
tiltalt ved forslaget om at drage i fremmed tjeneste.
Da den tyske anhvervning kom paa tale, var han nemlig
indviklet i en meget kjedelig sag. Det nævnes just
ikke udtrykkelig, hvilken dette var. Men man tager
neppe meget feil ved at gjette paa, at han har været med-
- ↑ En og anden af regimentscheferne var vel heller ikke synderlig gunstig stemt mod det preussiske soldaterliebhaberi. Chefen for det 2det vesterlenske regiment, Jakob Fredrik. v. d. Lühe, som selv var en tysker af fødsel og som ialfald faa aar tidligere fik et hæderligt skudsmaal for god embedsførelse, gav sig saaledes utilbørlig rum tid med denne »inkvireren« og »persvaderen», og langt om længe afgiver han denne lakoniske rapport: »Ved det mig anfortroede regiment findes 3 à 4karle af 3 alen ½ kvarters længde’ men ingen af dennem er at persvadere fremmed krigstjeneste godvillig at antage, formedelst de er gifte og ikke gjerne vil forlade deres gaardsbrug». (2det vesterlenske regiments arch. R. A.)
