Fredrik Wilhelm I af Preussen tog imidlertid sagen
med største ro. Han skjønte vel, at han nu havde
en saa god anledning, som han sjelden før havde havt,
til at berige sin gardist-samling med prægtige eksemplarer.
I februar maaned 1724 maatte løitnant Polentz
reise til Kjøbenhavn for at tage den danske
kongegarde i øiesyn, for at han siden deraf kunde udtage
de mandskaber, han ønskede. Ved præsentationen
faldt dog disse karle aldeles igjennem for preusserens
kritiske øie, og vilde kong Fredrik have morderen
udleveret, havde han nu intet andet at gjøre,
end at sende bud og brevskaber baade til de danske,
norske, holstenske og oldenburgske regimenter for at
faa opsøgt karle, som holdt det forlangte maal.
Den 19de februar skrev saaledes kongens sekretær, kammerherre Christian Carl von Gabell til de kommanderende generaler søndenfjelds i Norge, at de gevorbne eller nationale regimenter «paa det nøieste og af yderste flid havde at lade inkvirere, om ikke en 6 à 8 karle af smuk anseelse, og som er 3 alen og et kvarter dansk maal eller i det mindste 3 alen og ½ kvarter lange, kunde opspørges og med det gode persvaderes imod en vis summa haandpenge sig udi fremmed tjeneste at lade engagere«. De tilbud, som skulde stilles de stakkels bondegutten var fristende nok: de skulde have fri reise, kapitulation paa 5 à 8 aar og 100 rdlr. paa haanden, en ret betydelig sum i de dage, da man har eksempler paa, at en oberstløitnant, som havde gjort aktiv tjeneste i hele tiaarskrigen, kun med yderste vanskelighed kunde faa en saa stor pension, da han, stiv af gigt og opflænget af blessurer, trak sig tibage til privatlivet.[1]
- ↑ Kgl. ordres f. 1724 i Mil. Arch. (R. A.)
