Denne indvending havde kong Fredrik IV, som
havde lagt alle aarer ud for at faa grevskabet Rantzau
forenet med sit kjære hertugdømme Holstein, nok ikke
været forberedt paa. Keiseren havde ogsaa begyndt
at sætte sig i bevægelse for at faa Wilhelm Adolf frigivet
af dansk fangenskab, ligesom han tidligere havde
forsøgt at fri broderen af Fredrik Wilhelms klør. Det
maatte derfor være kong Fredrik magtpaaliggende at
faa kaptein Prætorius i sin forvaring og saaledes sikre
sig det bedste vidne om grev Wilhelm Adolfs delagtighed
i brodermord, før sagen indtraadte i dette stadium.[1]
Det var just ikke fine diplomatiske forhandlingerne,
som udspandt sig over dette emne. Den 27de
december 1723 blev Løwenørn saaledes instrueret om,
at han «skulde tilkjendegive de preussiske ministre, at
den ene monark aldrig pleier at negte den anden monark
udleveringen af mordere eller andre misdædere, og
endnu mindre at gjøre betingelser derfor». Imidlertid
skulde han give den preussiske konge underhaandmeddelelse
om, »at kongen allerede har nogle høie
folk, men at disse ikke er bleven sendte af mangel
paa en sikker leilighed«. Den ene skrivelse fulgte paa
den anden, snart opfyldte af fristende løfter om, at
kongen af Preussen skulde faa de udlovede seks svære
karle, snart indeholdende forblommede trusler om, at man
vilde statuere det strengeste eksempel paa en preussisk
hverver ved navn Natzmer, som man havde fakket,
just som han var i begreb med at smugle ud af landet
to danske undersaatter, som han med list havde
hvervet til potsdamer-garden.
- ↑ Skrivelse fra etatsraad Hagen til Løwenørn, dat. Kjøbenhavn 27de december 1728.
