fortrække, skjønt han satte sig til væbnet modstand, saalænge han kunde. Den 20de juni 1720 kom Christian Ditlev i besiddelse af Rantzau slot og behandlede besætningen, der havde kapituleret, »ärger wie die hunde«. Blandt dem, han saaledes insulterede mod al folkeret, var og kaptein Ditlev Prætorius.
Den 10de novbr. 1721 red grev Christian Ditlev ud paa sneppejagt i skoven ved Rantzau slot. Han vendte ikke mere levende tilbage. Da hans tjenere, urolige over hans udebliven, søgte efter ham, fandt de ham liggende død i den saakaldte Brunnenallé, gjennemboret af en kugle fra en morderhaand. Alle vidste, at grev Wilhelm Adolf var den, som havde rettet vaabenet mod broderens bryst; men hvem havde trykket løs? Da greven vaaren 1722 ved list var falden ide danske myndigheders hænder, rettedes mistanken af flere grunde paa den nysnævnte kaptein Ditlev Prætorius, som imidlertid havde søgt tilflugt ved Fredrik Wilhelm I’s hof.
Efter generalmajor Meyer var den bekjendte Paul Wendelboe Løwenørn bleven dansk gesandt ved berlinerhoffet, en stilling, som af let forklarlige grunde frembød sine store vanskeligheder. Et af de første hverv, han fik at udføre, var at bevirke Prætorius udleveret til den danske øvrighed. Fredrik Wilhelm vilde imidlertid ikke høre paa det øre. Han mente, at den danske konge ikke havde noget af ham at fordre, saa meget mindre, som han ikke havde betalt ham de seks «hohen Kerls«, han var ham skyldig for, at dr. Stahl havde faaet tilladelse til at reise til Danmark.[1]
- ↑ K. von Weber, Aus vier Jahrhunderten, Neue Folge, bd. II, s. 218, jfr. H. P. Giessing, Løwenørn s. 250.
