Dette løfte blev imidlertid ikke indfriet, hvad enten det nu var, fordi dr. Stahls konsultation ikke var af nogen nytte, eller fordi generalmajor Meyer straks efter afgik ved døden.[1] Tvertimod udstedtes deri det følgende aar et kongeligt forbud mod, at fremmede hververe førte danske eller norske undersaatter ud af riget, og det lod endog til, at man vilde tiltvinge anordningen respekt ved at statuere eksempel paa preussiske ransmænd.
Grev Christian Ditlev af Rantzau, der i 1697 havde efterfulgt sin fader i regjeringen over grevskabet Rantzau, var baade umiddelbar rigsgreve og tillige vasal af den danske stat. Af sine undersaatter var han hadet og foragtet; thi som menneske betragtet var han en lidet agtværdig personlighed;han var ond og brutal, raa og rænkefuld samt derhos løgnagtig og uordholdende. Da han havde gjort sig skyldig i nogle snyderier ligeoverfor kong Fredrik Wilhelm I af Preussen, satte denne ham i 1715 i gjældsarrest paa Spandau og slap ham først løs igjen i aaret 1720, da den tyske keiser lagde sig imellem. Medens han nu holdtes fangen, havde hans yngre broder Wilhelm Adolf, som han ogsaa havde jukset paa fadersarven, sat sig i besiddelse af grevskabet og allodialgodserne.[2] Neppe var dog broderen kommen paa fri fod, før Wilhelm Adolf maatte
