ned, men han fik ingen straf derfor. Jonas havde ellers havt krumme ben og havde dem endnu, hvorover kongen raadførte sig med medicis og chirurgis, om ikke benene kunde brydes og igjen forbindes, saaledes at de kunde blive lige, men om denne operation blev foretagen med ham eller om den ikke har villet lykkes, kan jeg ikke for vist sige«.[1]
Kong Fredrik IV’s forurettede gemalinde dronning Louise var i aret 1720 bleven saa syg, at man tydelig kunde skjønne, hendes opløsning stundede til. Skjønt denne udsigt vel neppe med sorg imødesaas af den i tvegifte levende konge, gjorde han dog alt, hvad der stod i hans magt, for at lindre hendes smerter paa det sidste. Fra Tyskland lod han saaledes komme den ene ansete læge efter den anden; fra Halle kom stadsfysikus dr. Stisser, fra Thorn dr. Gaulcken,[2] ja selv den preussiske konges livlæge, den berømte dr. Stahl, maatte gjøre en reise fra Berlin til Kjøbenhavn for at tilse den syge dronning. Da det var let at forudse, at den butte Fredrik Wilhelm ikke uden videre vilde tillade sin læge at reise, havde den danske gesandt i Berlin, generalmajor Meyer, faaet fuldmagt til paa sin herres vegne at love, at seks store rekruter skulde blive afgivne til potsdamer-garden.
