ikke vilde have skyet krig med nabostaterne for at hævde sin eiendomsret til ranede rekrutter.
Men anvendte Fredrik Wilhelm I megen møie og bekostning paa dette liebhaberi, saa kronedes til gjengjæld ogsaa hans bestræbelser med held. «Die Potsdamer-garde« var ikke blot med hensyn til nationaliteternes forskjellighed et etnologisk kuriosum, men var ogsaa »en samling af kjæmper, hvis mage verden hverken før eller siden har set».
Potsdamergarden bestod af 3 batailloner, hver paa 800 mand. Af disse 2400 mand var faa under 6 fod høje. Blandt dem, som tildrog sig opmerksomheden inden denne skare af giganter, har man nævnt Redivanoff fra Moskau, irlænderen James Kirkman, der kostede kongen hele 1200 £, før han troppede op til parade, og Macdoll (M’Doval), bekjendt af sine tvende paa samme dag ifølge allerhøieste ordre indgangne giftermaal, fløimanden Hohmann, en preusser af fødsel, hvis isse kong August den sterke af Polen, der var alt andet end liden af vekst, ikke kunde naa med udstrakt arm, endda han hævede sig paa tæerne, og endelig som den sværeste af dem alle, nordmanden Jonas smed.
Jeg har i det følgende sammenstillet, hvad jeg fornemmelig i utrykte kilder har fundet om hvervningerne hertillands. Som bidrag til en karakteristik af Fredrik IV’s politik og personlighed er disse oplysninger neppe uden interesse.
