mange af jordhytterne var afbrændte. Saa skræmte harerne hundene den gang.
General Armfeldt, som fra Guldalen af drog ad Tydalsfjeldet, skal foruden den mangfoldighed, som var bortdøde, blevne fangne og som ellers havde rømt, lidt paa sin arme en ubodelig skade formedelst det haarde veir, som kom over ham, saa at der skal have ligget 50, 100 ja 200 tillige hos hinanden ihjelfrosne, stykker, bagage, ammunition staaendes paa fjeldet, og er der gjort den gisning, at over 4000 mennesker og mangfoldige heste ere omkomne og ikke over 500 mand vare komne over fjeldet, hvilke menes mestendels at være forfrosne. Overflødigt rov skal være bleven ført derfra til Throndhjem og meget mere laa endda tilbage. Tydalingerne og sælbyggerne saavelsom merakingerne bleve rige af det fundne rov. Siden er en stor mængde varge komne paa fjeldet og imod vaaren en ulidelig stank, at ingen imidlertid kunde søge efter bytte. General Zøge, general Horn og general de la Barre siges at være blevne paa fjeldet.
Foranstaaende beretning, der giver et ret godt billede af forholdene i Indherredsbygderne under svenskernes indfald 1718, hvorom man kun har havt meget mangelfuld besked, tjener til at supplere de tidligere fremstillinger af J. V. Klüver (Ny Minerva f. 1806, II, 19–73) og H. A. Tønder (Norske Samlinger II, s. 517 flg., meddelt af H. & E. Huitfeldt). Forfatteren, Thomas Jenssøn Collin, en jyde af fødsel, var 1690–1705 personel kapellan, 1705–1743 vicepastor og 1743–46 sogneprest til Værdalen († 31te december 1746).
En fremstilling af dette togs historie, som for den største del er bygget paa aktstykker i det norske og svenske rigsarkiv, har jeg leveret i norsk Historisk Tidsskrift, 2 r. II, s. 193–259. Nogle traditioner er af mig meddelte i Daae’s norske bygdesagn, 1ste samling, (2den udg.) s. 119–129.
