af 5–6000 mand søndenfjeldsfra var kommen til Røros for at tage imod svensken, og at vort krigsfolk var gaaet fra Throndhjem for at komme bagefter svensken, men svenske armeen skulde have vendt sig til Tydalen. Denne tidende fik Enberg at vide, som gav Jungen den tilkjende, og vel mulig var aarsag til, at patruljerne blev frygtagtigere end tilforn. Vi bekom vel fra Røren om tirsdag middag den tidende, at skibet skulde have skudt ild paa Skaanes, og min egen dreng, som havde fulgt von Wahlens frue herfra hjem til Skaanes, berettede, at der ikke var en svenske mere tilbage ved Skaanes, men der var fra skandsen udslæbt halvt opbrændte køer, og at der ved saltkjedlerne laa en ko, som snart skulde have baaret, men havde ikke kunnet følge med og var bleven strøipt, og at ingen agtede den.
Samme dag satte de svenske selv ild paa Stene skandse, og sagde min dreng, som kom derfra om aftenen, at de saa, hvorledes krigfolket løb med halmviske og satte ild paa alle hjørnerne af ethvert hus paa skandsen, men stuehuset var endda ikke brændt. Om natten saaes det endnu at brænde paa Stene, men om onsdagen fik ingen komme did for vagterne, som var udsatte, thi de havde fornummet en dansk patrulje. Om aftenen pakkede de svenske sig i huj og hast fra Stene og drog tilfjelds.
Om torsdags morgen var jeg paa Stene og saa, at skandsen paa bjerget var afbrændt, men bolverket var ikke opbrændt, stuehuset og derved staaende huse og corps de guarden inden posten var hele og holdne, men magazinhuset nedenfor skandsen afbrændt og laa paa stedet en stor dynge kjød og huder, alt forbrændt, og en stor dynge brød, hvoraf det endda røg, men
