Vigilie
Ja her er endnu megen tid at vente, —
her er ei glans og saare lidet varme!
Men lave lys er ganske tidlig tændte
langs alle askens broncemørke arme —!
Hvor de er grønlige, som alterbluss
i dunkel helligdom, og de er stille,
med sine veker dybt i ædle oljer:
Jeg tror de kunde slukkes, hvis jeg vilde — —
Men denne rand af lys vil vaaren værne;
for blussene vil blaffe op i fliger
og løbe gult om frugtens fine kjerne — —
og naar saa somrens dønning i dem stiger,
da vælder gyldne lys fra skogens stage
de store solbetagne sommerdage!
— — — — — —
Nu er der vaar og morgen her i skogen,
og dagen damper blekt med vaarens ruder,
og langs de mørke, broncesvære staker
ligger som gnist ved gnist de lave luer —
og derfor er her morgenmørkt i skogen,
vigilie under askens skjønne buer!
— — — — — —
Jeg selv er kanske morgensakristanen.
Søvndrukken tasser jeg paa maa og faa,
og aander paa den nattenakne bronce
og myser op mod helgenrudens blaa:
«Mon ikke nu bag blaanet glas derude
fuglene driver ind, af syden fløine?
Jo de maa være bag den matte rude,
og de vil bruse gjennem vaarens glar —!»
— — — — — —
Men endnu efterglemt fra natten siver
dens kolde fosfor efter aller grene.
Hvo véd, hvad salighed en aand bedriver,
naar den har hvælvene for sig alene — —?
Hvad kan vel aarets store herre mene
med denne blaa kontur, han fint befølger
langs hver en kvist paa trærnes glasne stammer,
saa haven samlet i et blaa-lys bølger?
Tilvænner han de vintervalne grene
med drømte tyngder, førend somren kommer —
og sér om trær, som kunde vintren bære,
har evne til at bære frem en sommer?!