Videnskab og Kunst (1859)
Krafts Forfatter-Lexikon. Folkevennen har nu og da omtalt Bøger, som syntes passende til Folkelæsning. Det er visselig ikke Meningen at anbefale nævnte Lexikon i saa Maade. Men kanske Folkevennen ogsaa burde fortælle noget netop om saadanne lærde Bøger, som man kan vide, at den almindelige Mand ikke selv faar læse. Og nu og da kunde der jo paa samme Maade fortælles om mærkværdige Videnskabsbøger i andre Sprog Fremdeles, saasom Videnskab og Kunst ere Sødskende, kunde det vel ikke skade, om ogsaa den simple Mand fik vide lidt om, hvad Stort og Mærkeligt der viser sig paa Kunstens Omraade. Jeg mener, at Saadant skulde ikke alene fornøje Læseren, men der skulde ogsaa være det Gavn deri, at de forskjellige Klasser af arbeidende og strævende Mænd, Fiskere, Billedhuggere, Bønder, Historieforskere, ved bedre indbyrdes Bekjendtskab skulde forenes mere og mere i et Høiagtelsens og Erkjendtlighedens Samfund.
Den høit anseede Forfatter Jens Kraft døde som Sorenskriver i Mandal i Sommeren 1853. Nogle faa Maaneder før havde jeg Anledning til at hilse paa ham. Jeg nærmede mig til ham med Ærbødighed – jeg gik fra ham med Bedrøvelse tillige; thi jeg fandt ham saa affældig og maatte tænke mig, at det vel var de strænge Studeringers Skyld mere end Alderens. Men da jeg netop var gaaet, drog det efter med den Gamle: han lod mig kalde tilbage, bød mig sidde ned og gik efter en Del Papirer; det var Udkastet til hint Forfatterlexikon, og nu vilde han passe Leiligheden til at spørge mig om nogle Smaating, mig selv angaaende. Jeg saa da, at han allerede havde mig og mit Forfatterskab beskrevet, med omstændelig Forklaring om Fødested med Aar og Datum, hvem mine Forældre vare, hvad Tid jeg var bleven Student og Kandidat, ja at jeg var gift og hvad min Kone hed. Kun var der et Par Aarstal, som han ikke havde været ganske vis paa, og som han nu spurgte mig om. Jeg maatte storlig forundre mig over den Flid og Taalmodighed, som dog skulde til for at faa adspurgt alt Saadant, og jeg kan ikke sige, hvor underligt det blev mig om Hjertet ved at se Oldingen formelig kvikne til igjen nu, da han kom ind paa sin Yndlings-Syssel. Jeg fik her se, hvad det er, man kalder Kjærlighed til Videnskaben. I Aarene 1818 og 1819 havde han været sammen med en dansk Lærd om at udgive et lignende Lexikon over baade danske, norske og islandske Forfattere, og det lige fra Bogtrykkerkunstens Indførelse. Men da dette Arbeide var færdigt, havde han begyndt paa at samle disse uendelig mange Smaa-Oplysninger om de senere udkommende norske Skrifter, og det havde han da holdt paa med til 1853!
En anden Videnskabsmand af samme Malm, nemlig Rigsarchivar Lange, har efter Krafts Død fortsat Værket og bragt det i saadan fuldfærdig Stand, at det kunde overgives til Trykken. – Forfatterne anføres efter deres Navnes alfabetiske Orden (deraf Benævnelsen Lexikon); der er nu trykt til ud i Bogstavet N–; den hele Bog vil udgjøre omkring 700 store Sider, og i den vil man da have Besked om alle de norske Forfattere, som have levet i Aarene 1814–1856, samt om hver Bog, ja fast hver Avis-Artikkel, som de have skrevet. Her træffe vi Hans Nilsen Hauge, Henr. Wergeland, Professor Munch og alle de Andre; her opregnes Herslebs Bibel-Historier, Andresens Afholds-Katechismus, de mangfoldige politiske Smaaskrifter nærmest efter 1814, Berthe Cannutte Aarflots aandelige Sange, A. Munchs Digte. Gjest Baardsens Skrifter ere ikke glemte. Alt er taget med. En umaadelig Samling!
Dersom der nogensinde vorder skrevet med Grundighed og Fuldstændighed f. Ex en Oversigt over den Forandring og Væxt, som i de sidste Menneske-Aldere har viist sig i det religiøse Liv iblandt os, saa vil dette Lexikons Møie være et uundværligt Forarbeide – her opregnes jo alle Opbyggelses-Skrifter og alle lærde Afhandlinger om religiøse Anliggender.
Bogens Beskaffenhed vil kunne sees af følgende Prøve:
„Hauge, Hans Nilsen, Søn af Gaardmand og Lensmand Nils Hauge, fødtes paa Rolfsøen i Tune Sogn 3die April 1771, fremtraadte 1795 som Bodsprædikant, og vandrede som saadan omkring i næsten hele Norge samt var flere Gange tillige i Danmark; nedsatte sig imidlertid som Kjøbmand i Bergen, men blev i 1804, efter gjentagne Klager fra den, ifølge Tidsaanden og Universitetsdannelsen i Kjøbenhavn, rationalistiske Geistlighed fængslet i Christiania og hans Skrifter ved Plakat af 5te Juli 1805 lagte under Beslag (jfr. Collegial-Tidende s. A. No. 29). Her sad han 10 Aar i Fængsel, medens hans vidtløftige Sag sneg sig frem og blev endelig ved Overkriminalretsdom af 23de Decbr. 1814 frikjendt for videre Tiltale mod Mulkt af 1000 Rd. S. V. og Sagsomkostningerne; det paa hans Skrifter lagte Beslag blev endelig hævet ved kongelig Resolution af 26de Juni 1816 (Rigstidenden s. A. No. 55). Han bosatte sig nu paa sin Eiendom Bredtvedt i Aker, hvor han døde 29de Marts 1824. Gift 1ste Gang 27de Januar 1814 med Andrea Andersdatter, som døde 19de Decbr. s. A.; den 2den Gang 22de Januar 1816 med Ingeborg Marie Olsdatter. Han indskjærpede især Omvendelse og et stille Levnet og har store Fortjenester ak det christelige Livs Gjenvækkelse i Norge; hans Tilhængere Haugianerne ere spredte over det hele Rige og staa fremdeles i indbyrdes Forbindelse, samt danne en særskilt Sekt, hvis Medlemmer i alt Væsentligt henhøre til den lutherske Kirke og derfor ogsaa i de senere Aar mere og mere slutte sig til andre alvorlige Christne. (Nu opregnes et Snes Bøger og Tidsskrifter og Aviser, hvor Hauges Person og Skrifter omhandles, til Veiledning naturligvis for dem, som ønske at kjende Samtidens og Eftertidens Dom om ham; men dette maa for Rummets Skyld forbigaaes her i Folkevennen. Ved efterstaaende Opregnelse af Hauges Skrifter maa ogsaa af samme Grund udelades en hel Del Oplysningen saasom om de mange nye Oplag, hvor de findes anmeldte o. s. v., Oplysningen som det ellers maa have været yderst møisommeligt at samle sammen).
Forsøg til en Afhandling om Guds Visdom. Christiania 1798. – Evangeliske Levnetsregler, oversat af Tydsk, tillagt en Betænkning over Herrens Bøn Fadervor. Chr.nia 1796. – Betragtning over Verdens Daarlighed. Christiania 1796. – De Enfoldiges Lære og Afmægtiges Styrke. Bergen 1798. – Anvisning til nogle mærkelige Sprog i Bibelen. Bergen 1798. – En Sandheds Bekjendelse om Saligheds Sag. Kjøbenhavn 1798. – Betragtning og Forklaring over Herrens Bøn Fadervor. 3die Oplag Kjøbenh. 1800. – Christendommens Lærdoms Grunde. 1ste og 2det Heste. Kjøbenh. 1800. 3die Hefte. Christiansand 1804. Christelige Lærdomsregler, uddragne af F. C. Collins voldsomme Indtrængelse i Guds Rige. Kjøbenh. 1800. – Den christelige Lære, forklaret i Epistlerne og Evangelierne. 1 Del. Kjøbenh. 1800. – De sande Christnes udvalgte Psalmebog samlet. Kjøbenh. 1801. – Jesu Christi Forklaring i Sjælen af F. C. Collin, af Tysk oversat. 2det Oplag Kjøbenh. 1801. – Kort Udtog af den berømmelige Dr. Thauleri Omvendelses-Historie, oversat af Tydsk. 4de Oplag Christiansand 1803. – Betænkning til Guds Børns Samtale med sin Skaber Gud under daglige Morgen- og Aftenbønner. Christiansand 1803. – Forklaring over Loven og Evangelium. Christiansand 1804. – Religiøse Sange, samlede. Chr.nia 1815. – Anmærkninger over de af mig udgivne dels af gamle Skrifter forlagte, dels af mig selv eller samtidige Medtroende forfattede Skrifter, 14 i Tallet fra 1797 en 1804. Chr.nia 1816. – Beskrivelse over H. N. Hauges Reiser, vigtigste Hændelser og Tildragelsen tilligemed en Fortælling om de forskjellige Religions-Partier, han paa sine Reiser er bleven erkyndiget om. I 3 Dele beskrevet af ham selv. Chr.nia 1816. (Ogsaa oversat paa Tysk). – Om religiøse Følelser og deres Værd. Chr.nia 1817. – Livet i Døden. Det er udmærkede Menneskers Endeligt ved en glædelig Død. Christiansand 1818. – Udvalgte Psalmer af Troens rare Klenodie og flere af de forrige Christnes Sangbøger; samt tilføiet nogle nye, forfattede af Nutidens Christne. Rettede, forbedrede og forøgede med et Tillæg af nogle paa Sang oversatte Davids Psalmer og nogle andre nye religiøse Sange. 4de Oplag Chr.nia 1819. – Betragtninger over nogle bibelske Sprog. Chr.nia 1820. – Betragtninger over enkelte Fest- og Helligdages-Texter. Chr.nia 1820. – Udtog af Johan Taulers Skrifter. Befordret i Trykken og tillagt nogle Bemærkninger. Chr.nia 1821. – Vidnesbyrd om den christelige Religions Fortrinlighed. Chr.nia 1822. – Hus-Postil eller en Samling af forskjellige Forfatteres Betragtninger over Søn- og Festdages dels Høimesse, dels Aftensangs-Texter, samlede til en Aargang. 1ste Del Christiansand 1822, 2den Del Christiania s. A. – Udtog af Kirkehistorien. Chr.nia 1822. – Anmærkninger over første Corinthier femtende Capitel. Chr.nia 1823. – Levnets-Regler til de sex Dage i Ugen. Af en ubekjendt Forfatter, udgivne af Hauge. Chr.nia 1824. – Opbyggelige Samtaler mellem nogle Personer af Almuen. Oversat af Svensk. Chr.nia 1824. – H. N. Hauges Testament til sine Venner. Chr.nia 1824. – Samling af religiøse Breve. Udgiven af den Afdødes Venner. Drammen 1829.
– Professor Sars, om den arktiske Mollusk-Fauna ved Norges nordlige Kyster, trykt blandt Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania 1858. Dette er et af de høilærde Værker, som skaffe sine Forfattere Berømmelse blandt Videnskabsforskere al Verden over. Værket handler ellers om vore norske Kuvunger eller Snegler, Skjæl og lignende Sødyr, de saakaldte skaldækte Mollusker. Fiskerne bruge dem ofte til Agn, og hvert Barn langs Kysten morer sig med at samle de underlige Skal. Jeg mente da, jeg skulde kjende dem; men naar Hr. Sars forestiller dem med deres videnskabelige Titler og Navne, saasom Gasteropoda, Trichotropis, Tritonium despectum o. s. v., saa blive de ligesom altfor fornemme for mig, og derhos ser jeg til min store Forundring, at Professoren kjender ikke mindre end 354 forskjellige Slag af disse Dyr; medens jeg i min Barndom neppe lærte at skjelne 10.
Men under Læsningen om denne Mangfoldighed var der en Ting, som det morede mig at lægge Mærke til. Særskilt ved Norges nordligste Kyst, fra Lofoten og opover, kjender Hr. Sars 219 forskjellige Slag. Men ved Sammenligning med andre Kyster er han kommen efter, at 86 af de samme 219 egentlig ere at betragte som indflyttede fra sydligere Egne, medens Resten eller 133 høre til Havets Urbeboere i denne „arktiske“ eller høinordiske Egn, fra Nord-Polen af og indtil Nord-Kysterne af Europa, Asia og Amerika med Grønland. Ved Finmarken, Grønland og de nordligste Kyster af Amerika findes omtrent de samme Sødyr; men i den saakaldte nordlige Egn – nærmest i Syd for den høinordiske – er der stor Forskjel paa den europæiske og amerikanske Side af Atlanterhavet. Thi længst mod Nord er Havet ikke bredere, end at Dyrene have kunnet komme tvers over og forplante sig paa begge Sider; men længere sydpaa er Atlanterhavet for bredt og dybt. Det var dette, som jeg vilde fortælle mine Læsere, at Naturforskerne ere ifærd med at inddele Havet i Riger og Provindser, efter de Dyr, som bebo det, – de mere haardføre eller de kjælnere Slægter, som foretrække Kulden eller det lunkne Vand. Det gjælder altsaa ikke alene at komme efter, hvilke Dyr der overhovedet leve i Havet, men tillige at udfinde om hvert af dem, til hvilken Provinds de høre, jeg havde nær sagt: af hvad Nation de ere.
Et Træk endnu. Efter Hr. Sars’s Forklaringer har hin høinordiske Egn engang i en fjern, fjern Fortid strakt sig længere mod Syd end nu; thi høinordiske Skal-Dyr, som nu ikke leve ved Italiens Kyst, finder man Skallene af i forstenet Tilstand i Jordbakker indpaa Landet. Disse Bakker have da engang været Havbund, og Havet har engang været koldere, end det nu er saa langt mod Syd. Store Forandringer altsaa, og de smaa Dyrs uforgjængelige Skal ere ligesom Bogstaverne i den Bog, som fortæller derom. Men hvortil Undersøgelser om alt Sligt? Jeg svarer først: Kundskab om Jorden og hvad paa den er, hører i og for sig med til Menneskenes Opgave at „gjøre sig Jorden underdanig“; dernæst: skal der nogensinde komme Noget udaf, hvad der nu tales om hos os, at faa anstillet Undersøgelser om de store Fiske-Stimers, Skreiens og Sildens Naturforholde, i praktisk Retning, for vore Fiskeriets Opkomst, saa maa det ske ved Hjælp af saadanne ret i bogstavelig Forstand dybt-gaaende Forarbeider som disse af vor lærde Landsmand. Hine Fiskestimer vilde jo ikke engang være til, dersom ikke de Smaadyr vare, som Fisken lever af.
– Om Selvmord i Danmark. Om dette sørgelige Emne udkom ifjor et Skrift paa over 150 store Kvartsider, med statistiske Tabeller samt en Indledning af Professor David. I de 12 Aar fra 1845 til 1856 er der efter en vis Plan lagt Mærke til, hvordan det havde sig med hvert af de 4430 Selvmord, som i den Tid forefaldt i Landet, og de derved samlede Oplysninger ere lærerige med Hensyn til Selvmordets Gaade i Almindelighed. – Har Nogen seet, at jeg engang har søgt at sætte mig ind i denne Sag for Norges Vedkommende[1], saa vil han forstaa, med hvad Interesse jeg maatte læse dette nye Værk; men noget deraf er saadant, at det vist vil sees med Interesse af Enhver. – Tvertimod hvad man tidligere har meent om disse Ting, har Forfatteren paaviist, at Selvmord begaaes mest om Sommeren, mindst om Vinteren, samt at Hanget til Selvmord er størst – ikke i den yngre Alder, men i Alderdommen, saaledes, at forholdsvis, eller naar Hensyn tages til Mængden af Mennesker i de forskjellige Aldere, er der flere Selvmordere af gamle end af unge Folk. „Der ligger, saa slutter Forfatteren, der ligger noget tilsyneladende Modsigende, ialtfald noget Gaadefuldt i disse to Kjendsgjerninger. Naar den os omgivende Natur staar i sin hele Fylde, naar Alting omkring os taler om Liv og Kraft, skulde Mennesket mindst kunne modstaa Fortvivlelse og være mest tilbøieligt til at søge Døden for at undgaa Jordlivets Sorg og Nød, og naar Mennesket staar nær ved Graven, naar Livets Blomster ere visnede for ham og Alderens Sne bedækker hans Isse, hengiver han sig igjen til det samme Hang, som Naturens Blomstertid fremkaldte. Og dog maa vi anse begge disse Kjendsgjerninger for fuldkommen beviste.“ – Men mon denne Gaade ikke kan løses? Hang til Selvmord er mig den største Yderlighed af Mismod. Dette Mismod tiltager ganske naturligt med Alderen, som en nedslaaende Følelse af, at Livskraften svinder, og denne Følelse maa vel, formedelst Modsætningens Magt, forhøies ved Synet af den livsfriske Ungdom rundtomkring; men ligesom Alderdommen under de hvide Haaret Sne føler sig kraftløs og ussel ligeoverfor Ungdommens Sommer, saaledes maa hver Alder være udsat for at føle noget af denne Svaghedens Forstemthed netop i Sommertiden, hvor den usvækkede, evig fornyede Livsfylde aabenbarer sig ligesom legemligt, i hver frisk Blomst og hver freidig Fugl Overensstemmende hermed synes mig ogsaa dette tredie Stykke at være, som ogsaa er oplyst i Skriftet, at det har taget til med Selvmord i de sidste Menneske-Aldere. Dette har været en besynderlig Fremadskridningens Tid, i Oplysning og allehaande Velvære, og Fremadskridningen er gaaet for sig hurtigere og hurtigere, „med Kurer-Fart,“ „med Jernbanefart,“ saa de, som for 10 Aar siden endnu vare i forreste Rad, nu føle sig forbigaaede og overgaaede af den yngre opvoxende Slægt og staa som udlevede Gamle før Tiden, som forvirrede og overvældede Beskuere af det brusende Liv.
- Folkets Helse, af Overlæge Høegh. Allerede i Folkevennen for 1858, Side 258 gjorde jeg opmærksom paa dette Folkeskrift. Nu ligger 2det Hefte for mig, og jeg bringer det atter i Erindring, da der vel er Almuebibliotheker, som endnu ikke have anskaffet sig det[2]. Heftet bestaar af følgende Stykker: Iagttagelser paa en Reise. Kvindens Virkekreds. Om Fattigvæsnet. Kaffe. Tobak. Om Ernæring. Renlighed. Og i det Hele kan det siges, at Skriftet er bestemt til at virke oplysende og veiledende i samme Retning som de paa Vestkysten oprettede Sundheds-Kommissioner. Om disses Virksomhed faar man ellers Underretning i en Aarsberetning for 1858 af nævnte Høegh samt Løberg, begge Overlæger for den spedalske Sygdom. Her læses f. Ex. et Udkast af Hr. Løberg til Instrux for Sundheds-Kommissionernes Medlemmer og Tilsynsmænd, som hver i sit Distrikt skulle se til at faa indført følgende Leveregler blandt Almuen: „Daglig vaskes Hænder og Ansigt, om Sommeren bades hele Legemet mindst 3 Gange ugentlig i Sø eller Ferskvand, om Vinteren vaskes eller bades hele Legemet 1 Gang om Ugen. – Seng og Gangklæder udhænges og udluftes, saa ofte det er Opboldsveir. – Gryder og andre Kar, hvori der har været Mad eller Drikke, bør vaskes og rengjøres, hvergang de have været brugte, og aldrig henstaa i Stuen fra det ene Maaltid til det andet. – Stuerne bør feies og udluftes daglig. Vinduerne bør forsynes med Hængsler og Kroge, for at de kunne aabnes Morgen og Aften. Gulvet bør vaskes mindst en Gang hver Uge, Vægge og Tage ved hver af de store Høitider samt St. Hansdag og Mikkelsdag“ o. s. v. – Der kan tvivles om, hvorvidt Reglerne burde været udarbeidede saa meget i det Enkelte; men jeg gjør opmærksom paa det høist Mærkelige, at det er kommet dertil, at der nu er særskilte Embedsmænd og Kommissioner med det Kald at tænke og tale og skrive om saadanne Ting. Før i Tiden morede man sig med at fortælle latterlige Historier om Stakkarsdommens Urenlighed, og ændste det saa ikke større. Menneskekjærligheden ler ikke saa meget, den tænker og handler mere. – Det skal blive yderst interessant at lægge Mærke til, hvorledes det nu vil gaa, hvorvidt det vil mone med disse Bestræbelser.
En kunde ellers falde paa, at her ikke var stort at tænke over eller skrive om: rent er rent, og Renlighed er naturligvis at foretrække for Urenlighed – der er ikke mere at sige om den Ting Men jeg blev yderlig opmærksom ved at se følgende Yttring af Hr. Høegh i samme Aarsberetning: “Hvori skal man søge Aarsagen til, at vore Landsmænd saa let overdrive slige Nydelser som Brændeviin, Øl, Kaffe o. s. v.? Mon ikke hovedsagelig deri, at Folkets Føde er knap? Det er en bekjendt Sag, at disse Stoffer have den væsentlige Egenskab tilfælles, at de standse eller rettere forhale Legemets Stofvexel[3]; en saadan velkommen Egenskab lærer man af Instinktet snart at benytte. Jeg bestyrkes saa meget mere i en saadan Tanke, som det er paafaldende, hvor omhyggeligt. Kystfolket undgaar Benyttelsen af Midler, der paaskynde Stofskiftet, t. Ex. Vand og Salt; jeg har aldrig seet en Kystboer nyde Salt til fersk Fisk eller Kjød, og det gaar ham haardt paa, naar han nødes til at slukke sin Tørst med „bare“ Vand. Det tør derfor hænde, at den ringe Lyst, den Fattige gjerne viser til ved Vandets udvortes Anvendelse at rense sin Krop, for en væsentlig Del skriver sig fra en instinktmæssig Frygt for derved at paaføre sig Legemets forstærkede Krav til Føde.“ Holder dette Stik, saa er der en ny Grund til Varsomhed i Dommen, naar man taler om den Urenlighed, som desværre altfor meget hersker blandt Fattigfolk.
– „For Almenvel. Et philanthropisk Tidsskrift Med særligt Hensyn til den arbeidende Klasses Tarv. Ved T. C. Mürer, Cancelliraad, Distriktslæge, R. af D., Medlem af det Kgl. medicinske Selskab.“ Af( dette Tidsskrift, som begyndte ifjor, ligger allerede 3 Hefter for mig, hvert omtrent paa 7 Ark[4]. Det sidste kan tages som Exempel paa Indholdet: Tidsskriftet taler ikke saa meget til Fattigfolk, mere om dem, for Mænd i noget høiere Stilling, hvis Medvirkning det vil paakalde. Her er rigtignok Filisteriet i Veien, denne epidemiske Sygdom, som bestaar i samvittighedsløs Ligegyldighed for ethvert Samfundsanliggende, altsaa ogsaa for de lavere Klassers Tarv. En Snæv af Sygdommen er Mageligheden. Der er saaledes først Spidsborgerne, den mest bekjendte Filister-Art; men der er dog ogsaa adelige Filistere, geistlige og juridiske Filistere o. s. v. Men alt, hvad der endnu ikke er blevet filisteragtigt, anmoder Udgiveren om Bistand til at faa anstillet saadanne Undersøgelser som i en Bog, der „nu i de sidste Dage“ er bleven færdig, nemlig min „om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge,“ dog efter et fuldstændigere Schema. Hr. Mürer har ikke – som jeg – saaet det Offentliges Haandrækning til at faa Schemaet omsendt o. s. v.; men han taber ikke Modet for det, stoler paa den private Interesse og venter sig lønnende Udbytte. – Stor Brændevinsnød i Danmark og det for en Del formedelst en altfor liberal Høker-Lov og Tyende-Lov. Disse Love maa gjøres om igjen! Saa har hændt før, at velmente Foranstaltninger have ført til ulykkelige Følger. Exempler derpaa af Verdenshistorien. Her kommer Forf. til at fortælle temmelig udførligt om det russiske Livegenskabs Opkomst. Men ogsaa Exempler fra Lyngby, Forfatterens Hjem, hvor der „netop i disse sidste Dage“ er forefaldt tre rigtig sørgelige Udskeielser af berusede Tjenestegutter. Disse paapeges saa tydelig, at Læsere i Lyngby maa kunne kjende dem. Til hin Bøn om Tællinger og Undersøgelser angaaende Drikfældigheden føier Forf. derfor denne anden, at gode Mænd vilde henvende en skjærpet Opmærksomhed paa Tyende-Forholdet; thi Klagerne ere overladte, der maa være Mangler, og disse bør blive almen erkjendte. – Nu følger det eneste Stykke i disse Hefter, som ikke er af udg. selv, nemlig om Fattigforsørgelsen af Præsten Dr. Kalkar. Stykket, som oprindelig var foredraget i en Læseforening for Arheidsklassen i Lyngby, gaar ud paa at anbefale den frivillige, kirkelige Fattigpleie. Dernæst leverer Udgiveren en Række af Forslag og Meddelelser (hygieiniske Meddelelser, om Børnelyet i Lyngby, om Læseforeningen sammesteds o. s. v.), og tilsidst meddeler han som Prøve et af de naturhiftoriske Foredrag, han selv har holdt i den nævnte Læseforening. Jeg betænker mig ikke paa at kalde samme Foredrag mesterligt: morsomt i Begyndelsen, saa belærende, endelig sluttende i en alvorlig Stemning. – Og i det Hele er det et Mærke ved denne nidkjære Forf., at han ikke alene skriver om Almeenvel, men selv virker for samme, med Oprettelse af eller Deltagelse i allehaande Anstalter til Arbeidsklassens Ophjælp, som Lyngby Laanefond, Lvngby Sygekasse o. s. v., og i Skriftet læser man de mange Betragtninger, Forslag, Formaninger, Raad og Vink, ganske saaledes som de igaar eller for en Times Tid siden faldt den varme Menneskeven ind midt under hans rastløse Bestræbelser, midt under hans livligt vexlende Stemning af alvorligt Had til al Slendrian og Last og af inderlig Medfølelse for den Elendige, som lider derunder. Det er denne Umiddelbarhed i Meddelelsen, jeg sætter saa høit i dette Skrift: under Læsningen strømmer der over paa mig noget af den danske Hjerteligheds Varme.
– National-Galleri. Netop idag læser jeg i Aviserne, at Adolf Tidemand for Tiden maler et Stykke, som skal forestille en norsk Bondepige, medens hun pyntes Brud inde paa Stabburet. Men derved kom jeg til at tænke paa, at denne vor Landsmand, som nu i mange Aar med Mesterskab har skildret det norske Folkeliv for Europas Beskuelse, ham har Folkevennen kanske ikke engang nævnt for sin Læsekreds hidtil. Jeg kan dog ikke paatage mig, hvad der skulde til for at gjøre Feilen god igjen, nemlig at skrive en fyldestgjørende Forklaring om hans kunstneriske Fortjenester. Men jeg skal fortælle om en stor Nyhed i vor Kunstverden, en Nyhed, som for Mange vistnok vil være en stor Forunderlighed: Tidemand og en anden Landsmand, Gude, have tilsammen malet et Stykke, som viser os Fiskere i Dødskamp paa det rasende Hav, til Minde om de mange Ulykker, som sidste Vinter spurgtes fra Bjørnøer og ellers langs Kysten og vakte saa usædvanlig Deltagelse. Dette Maleri holdes 1000 Spd. værd. Og Kunstnerne have skjænket det som Bidrag til at faa et ordentligt Hus bygget for den Kunst-Samling, som Staten eier i Christiania (National-Galleriet). Andre norske Malere have ogsaa af sine Arbeider givet Bidrag hertil, saa den samlede Værdi udgjør omtrent 3000 Spd. – Vore Kunstnere opholde sig næsten alle i Udlandet, hvor de have maattet søge sin Uddannelse; men disse smukke Gaver vise, hvorledes de mindes Fødelandet med Hengivenhed. – Det kommer nu an paa, om andre private Folk eller om Storthinget vil tilstode Resten af Bygge-Summen. Indtil videre er hin Samling mest Malerier, at se i Universitetets Bibliothek-Bygning, hver Søndag Kl. 12–2 og hver Thorsdag Kl. 11–1, og dette bør Du huske paa, Bondemand, naar Du kommer ind til Byen. Du kjender vel tilforn Din Bygds og Dit Lands Besværligheder og Folkets mangehaande Skrøbeligheder; men søg op de norske Stykker her og kvæg Dit Sind ved at beskue som i et forklaret Syn vore Klippers Vælde og Liernes Pragt og Folkelivets Alvor og Ynde!
– Det norske Theater i Christiania er ogsaa paa en Maade husvildt, eller det vor saa ringt, at ødet ikke kan trives vel og trænger til et bedre Hus. Men Overretssagfører Gamborg, Kriminaldommer Hansteen, Overlærer Knudsen, Digteren Ibsen samt Kandidaterne Holfeldt og Siegw. Petersen, Theatrets nidkjære Bestyrelse, udstedte i sidste Foraar et Opraab desangaaende til alt Folket, og nu er der allerede subskriberet omtrent 3500 Spd., og mere kommer jevnlig til. Det er Gaver fra Folk af alle Samfundsklasser og ingenlunde fra Christiania alene, men fra de forskjelligste Egne af Landet, By og Bygd. Det viser sig altsaa, at den nationale Kunst har vundet Yndest i vort Land. Det er ikke Skuespil-Kunsten alene, som her er Tale om, men den nationale Udvikling af denne som af de andre skjønne Kunster. – Idet jeg tænker paa og glæder mig over dette nye Tegn paa vaagnende Sands og stræbende Id, maa jeg uundgaaelig mindes, at der er saa Mange i vort Land, som temmelig bestemt holde for, at Skuespil ikke kan forenes med Fromhed. Denne Mening er sikkerlig overdreven. Men samme Overdrivelse skal maaske indeholde en saa meget stærkere Mindelse til alle dem, som have med vore Theatre at gjøre, at de vel vogte sig for nogensinde at lade Skuespillet paa vore Scener synke ned under Kunstens Linie, til uskjønt Tant og slet Øienslyst, tjenende Dagens Afguder, berusende istedetfor oplivende. Det offentlige Skuespil er kanske mere end nogen anden Kunst udsat for den Fare.
Blandt dette Aars videnskabelige Frembringelser skal vi her nævne nogle af dem, som vedkommer vort Lands Historie. I denne Retning arbejdes der med rastløs Iver, og Aar for Aar kommer der friske Kræfter til, saa at den norske Historieforskning, saa ung som den er, dog allerede indtager en hædret Plads i den videnskabelige Verden. Det var ogsaa ikke andet end man kunde vente, at netop dette Felt maatte ligge nærmest til at dyrkes. Det er ganske naturligt, at et Folk, som gjennem Aarhundreder har ligget i en politisk og national Dødssøvn, glemt af Verden og af sig selv, efter atter at være blevet vakt til Live og kaldet til fri og selvstændig Virken, ligesom søger at indhente det Forsømte ved at vende Blikket tilbage for at gjenfinde sig selv i sin Fortid, og nærmest da i den Fortid da Folkeaanden var vaagen og dygtigst til al historisk Idræt. – Blandt de mest fremragende Mænd i denne Retning maa vi her først omtale Professor Munch, som ogsaa i Aar har beriget vor historiske Litteratur med Frugterne af sin Lærdom og Flid. Han opholder sig nu med offentlig Understøttelse i Rom, for at undersøge de Brevskaber og andre Optegnelser, Norden vedkommende, som opbevares i Vatikanet. I dette uhyre Palads findes en Samling af over 20,000 Haandskrifter, hvoriblandt en stor Mængde Indberetninger fra pavelige Udsendinger, som i den katholske Tid rejste om over hele den kristne Verden og saaledes ogsaa i vort Land, enten som Indkrævere af Pavetienden, eller for at underhandle med Konger og Stormænd. Man vil let kunne indse, at her maa findes et stort Forraad af Dokumenter, som i mangfoldige Henseender kan belyse vort Lands indre Forhold i hin Tid. Det har hidtil været anseet som noget nær umuligt at faa uhindret Adgang til dette historiske Skatkammer, og selv dette forudsat, vilde det være et ikke let overkommeligt Arbejde at finde sig tilrette i denne umaadelige Mængde Brevskaber og Optegnelser fra alle Europas Lande. Det maa derfor i dobbelt Henseende kaldes et ganske særeget Lykketræf, at vor lærde Landsmand i Vatikanets Bibliothekar, Pater Theiner, har truffet paa en Mand, som baade har kunnet skaffe ham Tilladelse hos den pavelige Regjering til at gjennemse Dokumenterne, og som tillige er beskjeftiget med lignende Undersøgelser (af Ungarns Historie) som Munch, saa de gjensidig kan bistaa hinanden. – Munch har iaar foreløbig afsluttet sit Hovedværk: Det norske Folks Historie. Dette er uden Sammenligning den fuldstændigste norske Historie, som endnu er skreven; den omfatter i fem svære Bind en udførlig Fremstilling af vort Folks indre og ydre Vilkaar, dets Tro, Sæder og Lovgivning, fra de ældste Tider indtil Kongeslægtens Uddøen paa Mandssiden 1319. Et andet Værk af Munch, hvilket vel mange af vore Læsere har havt Lejlighed til at blive nærmere kjendt med, er en Oversættelse af Snorre Sturlesøns norske Kongers Sagaer. Værkets overordentlige Billighed (1 Spd.) vil gjøre det let tilgjængeligt for den store Almenhed, blandt hvilken Peder Clausøns gamle Oversættelse nu vel holder paa at forsvinde, saa det var paa Tide at Folket fik Adgang til uden synderlig Bekostning at anskaffe sig Snorres udødelige Skrift, som burde findes i enhver norsk Bondes Stue. – Af gamle Haandskrifter til Belysning af Norges Historie fremdrages der hvert Aar flere og flere af sit støvede Skjul paa Arkivernes Hyller, for ved Pressen at gjøres tilgjængelige for Almenheden. Storthinget har bevilget de fornødne Penge til Afskrivning og Trykning af disse Skrifter (hvoraf Størstedelen findes i Kjøbenhavn), og saaledes har vi iaar faaet trykt 1ste Hefte af {{antikva|Flateyjarbok, en paa Island forfattet vidtløftig Samling af Sagaer, en af de omstændeligste der findes, indeholdende udførlige Optegnelser om norske Konger fra Olaf Tryggvesøn til Haakon Haakonsøn med mange indflettede Smaafortællinger om Forfædrenes Færd ude og hjemme. – Et andet mærkeligt Værk, som ligeledes udgives med offentlig Understøttelse, af Lange og Unger, er Diplomatarium Norvegicum, en Samling af gamle Dokumenter, Embedsbreve fra Konger, Biskopper o. s. v., hvoraf der endnu, takket være det gode Pergament de er skrevne paa, er opbevaret en stor Mængde. Der er nu udgivet fire tykke Bind, paa henved 4000 Sider, der indeholder over halvfemte tusind Breve; men dette er endnu ikke engang Halvparten. Man kan let skjønne, at en saadan Samling maa være en ren Guldgrube for Oldforskeren, som her kan finde mangfoldige Oplysninger om Ting, som Sagaskriverne ikke har optegnet, om Landets gejstlige og verdslige Embedsforhold, Skatter og Afgifter o. a. dsl. ikke at tale om det meget, som Samtidens Historikere ikke fandt det værdt at omtale, fordi det maatte forekomme dem som Smaating, men som for os kan have det store Værd til at belyse Folkets daglige Liv og Vilkaar, som Smaating ofte har.
-– Det vil interessere Folkevennens Læsere at høre, at den Samling af norske Folkeeventyr, som Asbjørnsen og Moe for en 17 Aar siden udgav, nu er oversat baade paa Tysk og Engelsk. Især i England har disse Eventyr vundet saa stor Indgang, at de synes at være blevne en sand Folkebog. Og de fortjener det ogsaa; thi vanskelig skal man opvise Exempler paa en Fremstilling, der med større Sprogkunst forstaar at gjengive disse Eventyr i al den Friskhed og Naturlighed, hvormed de lever paa Folkemunde; de er ogsaa af den Mand, der forstaar saadanne Folkedigtninger som ingen anden, af den lærde Tysker Jakob Grimm erklærede for at være „de bedste som findes.“ Men hvad der vil overraske mange er, at disse Eventyr ikke alene er underholdende for den almindelige Læser, for Store og Smaa, men ogsaa Gjenstand for den Lærdes omhyggeligste Granskninger. Det var fornemmelig den nys nævnte Jakob Grimm og hans Broder, som først henledede den videnskabelige Verdens Opmærksomhed paa hvilke mærkværdige Oplysninger Folkeeventyrene giver med Hensyn til de europæiske Nationers oprindleige Slægtskab, og at Sammenligningen mellem de forskjellige Nationers Eventyr giver en stærk Støtte for de Resultater, man har udvundet ved den sammenlignende Sprogforskning. Brødrene Grimm har selv udgivet en lignende Samling som Asbjørnsens og Moes, og efter at de havde givet Stødet, er man begyndt at samle og sammenligne mangfoldige Nationers Eventyr, og er derved kommen til Vished om, at deres Oprindelse for manges Vedkommende gaar tilbage – ingen ved hvor mange Aartusinder, til en Urtid, som ligger forud for al Historie, til Menneskeslægtens oprindelige Hjem i Asien. Her, i det sydlige Højasien, det Fosterland, hvorfra Europa og Indien er befolket, er mange af disse Eventyr oprindelig blevne til, herfra er de vandrede ud i Verden, og medens Folkeslagene i Aarhundreders Løb tumlede sig om paa sine Vandringer mod Vest (til Europa) og mod Syd (til Indien), medens Riger omstyrtedes, Lande ryddedes og opdyrkedes, hele Folkestammer gik tilgrunde og nye Kulturer grundlagdes har Eventyret i Stilhed ledsaget Nationerne til deres nye Hjem, lydt ved de omflakkende Stammers Natteraster i det nyopdagede Europas vilde Skove og fulgt med til enhver nyrejst Arne, som en Barndomserindring, Menneskeheden ikke vilde give Slip paa i Verdens Tummel. Saaledes maa vi vel forbauses naar vi hører, at mange af vore norske Eventyr i flere Grundtræk gjenfindes, ikke alene blandt de nyere Europas Nationer, men i Persien, blandt Grækernes ældste Fabler og ved Ganges’s Bredder! Det er med dem ligesom med de Skjæl, som Folkevennen nylig talte om i Anledning af Sars’s Bog: Barnet leger med dem og morer sig over deres Glans og underlige Skikkelse; den Lærde tager dem op og læser Urtidens Historie i deres Farver og Former.
– Blandt vore Digtere er Bjørnstjerne Bjørnson unegtelig den, som i den senere Tid har tiltrukket sig mest Opmærksomhed, baade hjemme og ude. Hans Fortællinger Synnøve Solbakken og Arne hører ogsaa sikkert til de mærkeligste folkelige Digtninger, vor Litteratur har frembragt. Det er det dristigste Forsøg, der endnu er gjort paa at fornye Sagaens Aand i Skildringer af vort Folkeliv. Meget i disse Fortællinger er ogsaa saa simpelt og livagtigt fremstillet, at det er som en udhugget Billedstøtte, som man kan gaa rundt om og betragte, og det er netop i denne storstilede Simpelhed de minder om Sagaen. Naar vi læser saadanne Fortællinger, synes vi først ret at faa Øjnene op for hvormeget af Oldtidens Marv og Kraft der endnu er opbevaret i Folket. Dette er jo noget vi alle har troet, men først naar det vises os i Poesiens Lys, synes vi det bliver os rigtig klart. Det er interessant at se, hvorledes vore Digtere i lange Tider jevnlig har havt dette for Øje, at det er i Bondens Liv vor Nationalkarakter viser sig i sin ejendommeligste, mest udprægede Skikkelse. Allerede i forrige Aarhundrede, da vore Digtere paa saamange Maader var knyttede til Danmark og danske Interesser, ser vi mangfoldige Exempler paa, at de har havt en levende Følelse af dette; der fandtes endog i denne Tid saagodtsom ingen norsk Digter, uden at han jo med synlig Forkjærlighed og Stolthed i sine Sange mindedes Folkelivet i sin – maaske fjerne – Hjembygd, og i Klaus Frimans Almuesange, i Nordal Bruns „Bor jeg paa det høje Fjeld“, i Storms Sinklarsvtse, hans Digte paa Dølemaal og mangfoldige andre har vi Vidnesbyrd om denne Patriotisme, hvoraf adskillige endnu lever og flere fortjente at leve paa Folkets Læber. I vor egen Tid er det først og fremst de to Forfattere vi ovenfor omtalte, Asbjørnsen og Jørgen Moe, som har vist Verden en ny Side af vort Folkeliv i de Sagn og Eventyr, de hentede frem fra deres Skjul ved Bondens Arne, og samtidig med dem var del blandt vore Digtere fornemmelig Welhaven, som behandlede flere saadanne Sagn i nogle af sine skjønneste Sange (Asgaardsrejen, Kivlemøerne, Visen om Hellig Olaf o. fl.). Bjørnsons Fortællinger gaar nu en ganske anden Vej; han holder sig ikke til denne ene Side af vort Folkeliv; han vil i sine Skildringer give os et Billede af Folket saadan som det er, hvor det har hævet sig over dette drømmende Naturliv, i hvilket vi ser det ligesom vundet og tynget af Troen paa hemmelighedsfulde Naturmagter; han vil vise os Folket i Virkelighedens fulde Dagslys, i dets dagligdags Liv og Færden, hans Helte kjæmper ikke med Jetter og andet Troldskab, men med sit eget Sind og den virkelige Verdens Modgang. Hvorvidt det er lykkets ham at naa dette Maal, det er det naturligvis ikke her Stedet at afhandle, men i hvad der end kan være at udsætte: vist er det at enhver vil have godt af at læse disse Fortællinger, der som al sand national Digtning vil fremme Folkets aandelige Frigjørelse, ved at lade det betragte sig selv i Kunstens forklarende Spejl.
H. L.
– Cotta’s Geologiske Billeder. I Lom i Gudbrandsdalen morede det mig at høre nogle Bondemænd og Renskyttere fortælle om Isbræerne i deres Fjeldmarker: de forsøgte at forklare, hvorledes det egentlig gik til med nogle af Bræernes Forunderligheder, saa jeg skjønnede, at de sandelig havde brugt baade Øine og Tanker vel. Dette var i 1852. Ved samme Tid udgav Skotlænderen Professor Forbes en Bog om en Reise, han nylig havde foretaget her i Norge enkommelig for at studere vore Isbræer, fra Finmarken til Hardanger, og netop mine Lomværers Fortællinger gjorde, at jeg med Nysgjerrighed læste denne Bog. Nu, der var jo altid Forskjel paa Bonden og Professorerne. Men jeg, som aldrig selv har seet en Isbræ, vidste endda ikke, hvem jeg skulde tro mest; thi Professorens Forklaringer vare saa vidunderlige. Men nu finder jeg disse gjentagne i hin Bog af Cotta, som blandt de mange interessante Kapitler har et om Isbræer. Meningen er hverken mere eller mindre, end at hele Norge engang i den mørke Fortid har ligget begravet under Sne og Is, ligesom Grønland nu, og at de Skurestriber, som endnu den Dag idag og fast i hver Dal ere at se paa vore Klipper, ere Minder om den Tid, da Bræerne skurede henover. Herom og om meget Andet, som hænger sammen med Læren om hin Is-Tid, vil der nok ofte blive Tale hos os i de nærmeste Aar, da hin Formodning, som den vel hidtil maatte kaldes, nylig har faaet mærkelig Stadfæstelse ved et storartet Undersøgelses-Arbeide, som i disse Aar foregaar hos os, og som har til Formaal at udforske vort Norges Bund, dets Bjergarter og Jordsmon. Forrige Storthing bevilgede Penge til Arbeidet, og det foregaar under Lektor Kjerulfs Bestyrelse. Slige Undersøgelser henhøre under Geologien, og for dem, som ønske at kige ind i denne unge, men mærkeligt fremblomstrende Videnskab, vil Cotta’s Bog være velkommen. Det lader i alle Maader til, at Forfatteren er en Mand, som staar paa Videnskabens Høider; men han har skrevet sin Bog for Folk, som staa udenfor det lærde Lag. Og jeg mindes ikke noget heldigere Forsøg paa at fremstille en Videnskab paa let og fattelig Maade. Til Bogens behagelige Stil kommer dette, at den er udstyret med 162 Afbildninger, som gjøre de mest forviklede Forholde anskuelige. Saa jeg tror vel, at f. Ex. mange af vore Landmænd besidde e Øvelse nok til at kunne læse Bogen med Fornøielse. Den er oprindelig tysk, men godt oversat paa dansk og trykt i 1859. 250 Sider stor og smukt indbunden sælges dem for 1 Spd 73 ß.
– Norske Samlinger. Naar man læser f. Ex Siegw. Petersens[5] lille Bog om Norges Historie, faar man rigtignok ikke af den nogen Forestilling om, hvad Møie og Besvær det i Grunden har kostet at skaffe Nutiden saadan Kundskab om Fortiden. Man kan næsten sige, at til hvert lidet Kapitel i en saadan Bog svarer et eller flere tykke Bind af Sagaskrivere og Forskere, og jeg mener, at mangen Mand skulde falde i Forundring, om han paa Universitetets Bibliothek kom ned i den Afdeling, hvor alle disse historiske Forarbeider og Kildeskrifter staa opstillede, Hylde over Hylde, fra Gulvet til Taget Væggen langs. Et saadant Tidsskrift er norske Samlinger, udgivet paa offentlig Foranstaltning, under Rigsarkivar Langes Bestyrelse, Hefte efter Hefte, indeholdende Aftryk af gamle Papirer, som Møllen, denne Glemselens Tjener, endnu ikke har fortæret. Nogle af de Hefter, som nu ligger for mig, indeholder saaledes en stor Mængde Breve til og fra Prinds Kristian August i Krigens Aar 1807–1809. Disse vigtige Breve var for Hemmelighedens Skyld skrevne med Tal istedetfor med Bogstaver; men Borgermester Platou, som har fundet dem frem og overgivet dem til Trykken, har dog vidst at tyde dem. Og dette maatte Folkevennen fortælle, for at de gamle Gubber omkring i Bygderne, som idelig mindes hine Dage, da de tjente Soldat under den elskede Prinds, skulle vide, at Mindet om deres Lidelser og Bedrifter ikke skal gaa i Graven med dem; thi disse Breve tale derom fra først til sidst. – Men Norske Samlinger omtalte jeg her, for at give en og anden af mine Læsere et lidet Begreb om, hvad et Kildeskrift er, som Forfattere kunne øse af, og hvor mange og vanskelige Forarbeider der ere gaaede forud for de Skolebøger og Haandbøger, som vi alle kjende. Jeg nævner atter Petersens lille og letfattelige Bog, som saa mange Mennesker nu nylig have gjort Bekjendtskab med: at læse den Bog – med Tanke om de mange unævnte forberedende Forfatteres Møie, det er som at kjøre hen over en munter Landevei – med Tanke om de ukjendte Veiarbeideres Sved.
Eilert Sundt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Om Dødeligheden i Norge,“ Side 177–194.
- ↑ Skriftet faaes med Posten, og dette Hefte koster 21 ß, Postporto iberegnet.
- ↑ Saa man ikke sulter saa snart.
- ↑ Prisen er fra 40 til 48 ß. for hvert Hefte.
- ↑ Jeg nævner netop denne Bog som Exempel, for med det samme at anføre et mærkeligt Vidnesbyrd om den store og stigende Læselyst i vort Land: Bogen udkom i Vaaren 1858, der blev trykt 6000 Stykker, og disse ere allerede solgte, saa der nu trykkes 6000 til.