Ved Kong Carl Johans Regjeringsjubilæum
Naar en Stridslarm skulde standse,
Hellas til Athene bad;
og af hendes stærke Landse
skjød det milde Olieblad.
Af den vilde Kampens Fure
tog hun Frugter tusindfold,
og for Viisdoms Tempelmure
stod hun med sit Trylleskjold.
Lad, o Drot, den høie Mythe,
strøe sin Glands i dine Spor!
Der er Priis fra Hal og Hytte
i Athenes Høitidschor.
Thi af alle Skytsgudinder
staaer hun nu din Trone næst;
Heltens og Regentens Minder
samler hun i denne Fest.
Til de rige Laurbærgrene
om dit gyldne Diadem,
bringer dig idag Athene
Fredens fagreste Emblem.
Den bedste Pragt ved Tronens Side,
det bedste Værn for Fyrstens Barm,
det er den hellige Ægide,
der hviler paa Gudindens Arm.
Hun hæver den, mens frydbevæget
det kongelige Hjerte slaaer.
Hun har alt dybt i Skjoldet præget
de gyldne femogtyve Aar.
Ja, som hun fordum drog Alciden
fra Jordens Mulm til Guders Favn,
saa skal hun hæve gjennem Tiden
i Lys og Glorie dit Navn.
Derfor har her Athenes Præster
fornyet deres Troskabspagt,
og som et Bud om Folkets Fester
den første Krands ved Tronen lagt.
Ved Herrens Alter i Fryd og Fred
skal Takkesangene lyde
Om Sæden, der faldt i Aarenes Fjed,
og kunde saa rigt opskyde.
Den Sædemand, Gud har kaaret,
nedknæler idag med unævnelig Lyst
og priser Himlen, der kroned hans Høst
med Glæden af Jubelaaret.
Hans Navn har levet paa Folkets Mund
i Haabets og Bønnens Timer;
hans Daad har vakt af vinterlig Blund
de dybeste Kraftens Kimer.
Gud Herren, der gav os Grøde,
har nedsendt Engle paa Kongevagt,
og har paa sin Salvedes Isse lagt
den blideste Aftenrøde.
Vi prise dig, Herre, med Harpers Klang,
mens Mindernes Stemme kalder;
Du aabned idag for vor Kirkegang
Erindringens høie Haller.
Der er du i Glands tilstede;
der mødes Kongens og Folkets Hu,
der knytter du dem, i det hellige Nu,
tilsammen i Høitidsglæde.
I Folkets Stemme Herren taler,
dets Haab er Herrens Finger;
Velsignelse fra oven daler
paa Krandsen, Folket bringer.
Der er i Festens Takkebøn
Forjettelser og himmelsk Løn.
Hans Hu til Landets Haab var bundet,
dets Vaar hans Krands har flettet;
hans Ros den Levekraft har vundet,
som er et Folk forjettet.
Hans Navn skal bo i Norges Bryst,
og klinge sødt som Vaarens Røst.
Den Hjertets Ild, som Himlen tænder,
mod Herrens Trone stiger:
Beskjerm, o Gud, med milde Hænder,
vor Konge og hans Riger!
Bevar hans Slægt i Fryd og Flor,
og før den i hans lyse Spor!