Ved Kirkegaarden
Johan Dahl, (s. 46-47).
Et natligt Mørke ruger
paa denne vide Egn;
Marken ligger og suger
den golde September-Regn.
Skyerne drive lave
over den sorte Lund,
hvor gamle og nye Grave
Blandt Stammerne skimtes kun.
Det dybeste Tungsinds Billed
er malet i dette Veir;
Glemsel er forestillet,
hvor Døden har slaaeet Leir.
Men Ømheds klare Øie
søger dog ud sin Skat,
og finder, blandt alle Høie,
den rette, i Mulm og Nat.
Lilien paa Graven hæver
atter sit Blad fra Muld;
dens Kalk i Vinden bæver,
tindrende, taarefuld.