Vand

Vand av Forfatter:Nordahl Grieg

Solen kaster sig mot jorden,

som en drægtig tigerinde

sprunget ut av rummets jungel,

glefsende mot blod i blinde.

Kvalt i dyrefavnens kvalme,

grusomt klæbet fast til dypet,

under lyset, under stanken,

under havnens tunge byrder,

kravler langsomt menskekrypet.

Hør, hvor kuli-sangen raller!

Som et stønn av blod og svette

gisper det fra dokk og kai.

Det er sommer i Shanghai.

Gin and bitter, gin and bitter!

Det er tætt med folk i baren.

Langsmed skrankens rop og latter

glimter, gliser drikk ved drikk.

Sprængte uer-øine svømmer

tunge i den hete disen,

stanser ved det dugg-grå glasset,

gin and bitter, boy — be quick!

Vi har satt oss, borti mørket.

Landsmænd er vi, møtt herute.

Jeg skal reise. Han skal bli.

Han skal bli igjen med savnet,

mens han ser en andens øine

alt få lys av Norges blåner . . .

Lucky devil, det er De.

Joda! Det er bra herute,

ponier og bil og boyer,

altid plenty med halloi!

Det er bare denne længslen,

den en aldrig kan få kverket,

bring en gin and bitter, boy.

Vet De hvad jeg længter efter,

det som bare er at le av,

det jeg ofret år av livet,

for at få om det gikk an.

Det jeg tænker på om dagen,

det jeg griner for om natten,

det er vand!

Vand som rinder, vand som risler,

vand om våren, vand om høsten ...

Kan De fatte dette mand?

Ikke slikt som her i Østen,

med sin råtne, gule snerke,

drivende av daue rotter,

som en stinkende kloak.

Jeg kom fort på hospitalet

engang da jeg lot det skure

ikke orket mer, og drakk.

Vand i Norge, vand i renhet, —

hvor en lægger sig og drikker,

det er dét jeg tænker på.

Kanske regner det så sakte.

Lyden siver ned i bækken,

mellem bjerkene og lyngen.

Kanske ligger skodden grå.

Dette er det som jeg drømmer:

At jeg ligger der og slubrer.

Over begge haandledd strømmer

vandet fossende og kallt.

Nævene har tak mot bunden,

steinen gnures ind i kjødet,

dette harde, svale presset. —

Jeg kan se og føle alt.

Boy, din slubbert! Gin and bitter —

Husker De hvordan det smaker,

susende i stryk fra bræen,

men med saft av kratt og kjærr …

Brune røtter, nakne gråstein

sender med sin smak i farten —

kræklinglyng og tyttebær!

Alt er med i iskall renhet!

Hele vidden, hele luften

fosser vildt og stridt mot kjæften,

evig over al forstand.

Risler, fosser .... Drikk, la være!

Bækken er der, er der, er der.

Jeg er sjuk av alt herute.

Herre Jesus — gi mig vand

´