Vaarstemning
O, naar Soløiet staar
Høit paa Himlen om Vaar,
Skinner klart over Eng, over Skove,
Og naar Vinden, saa mild
Som den Elskedes Smil,
Vækker venligt den slumrende Vove,
Og naar Lærkerne slaa
Imod Himmelens Blaa
Sine bløde, smeltende Triller,
Mens i Skogskyggen sval
Gjennem lyttende Dal
Den lokkende Aarhane spiller,
Og naar Birkenes Duft
Fylder blaanende Luft,
Over Marken staar Blomme ved Blommen,
Smaa Violer i Rad
Langs med Bækken i Bad
Nikke venligt hinanden velkommen:
O, da Himmelens Fred
Daler over mig ned,
Jeg mig drømmer i Tiden tilbage,
Og jeg synes, hun staar
Midt i Ungdommens Vaar
Hos mig her som i henrundne Dage.
Sammen vandre vi hen,
Hun sig kjender igjen,
Og vi trofast hinanden omslynger;
Bag den gyngende Gren
Liden Smaafugl saa vén
For sin Mage om Kjærlighed synger.
Og hun trykker mig fast
Til sit Hjerte med Hast,
Og af Glæde Taarerne strømmer, —
— Ømt et Kys paa min Mund —
Hvilket saligt Sekund ! —
Ak, jeg mærker slet ikke, jeg drømmer.
Dog, det snart er forbi,
Ad den duftende Sti
Ser jeg sorgfuld jeg vandrer alene; —
Men, jeg saa hende jo? —
Nei, hun hviler i Ro
Under Dødningehavens Stene.
Da jeg fletter en Krands
Fuld af Foraarets Glands,
Af Violer og Lilleconvaller,
Taaren triller saa hed
Over Blomsterne ned,
Lad den trille, det Sorgen husvaler.
Og did gaar jeg afsted,
Hvor saa ofte jeg græd:
Solen smiler i Dødningehave,
Og jeg søger det Sted,
Hvor hun hviler i Fred,
Jeg det smykker med Foraarets Gave.
Ak, hun hviler saa blødt,
Ak, hun slumrer saa sødt
Midt i himmelske, vaarlige Drømme,
— Jeg staar her med mit Savn,
Uden Ro, uden Havn
Kastes om jeg af Livsbølgens Strømme.
Dog jeg klage vil ei,
Taus min ensomme Vei
Vil jeg vandre til Herren mig kalder,
Da med Glæde jeg gaar
Op til Himmelens Vaar,
Hvor med Fryd hun i Armen mig falder.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |