Udvaar fyr/1
Hvert aar ved den tid, at høststormene for alvor begyndte at ta sine ruskende, vægtige tag i byens sjøboder, at kaste plankestabler overende paa verfterne og pusle hele nætterne med kirketaarnets hvinende vindhane, naar der blev uro af slikkende skvalp om bryggepælerne og langt, evindeligt sus i luften, da stod indover fjorden fra alle verdens havne de mange seilere, som hørte byen til; for nu skulde de takles af og lægges i vinterens dvale.
Op til de høieste knatterne omkring var i den tid en stadig færdsel af gamle, stivbenede redere, af forlængst oplagte skippere og matroser, af sjømandskoner og sjømandsbarn, som stod og stirred udover fjordgabet, omend regnet pisked noksaa koldt, og sydosten hev sig tungt over lyngflagerne. De merked det knapt, for alle havde de spændingens varme i sig. Nordsjøen var styg nu høstens tid, og de ballastede skuder var som bolde for vindmagten at regne.
Nu og da dukked saa et seil frem derude, hvor sjøen gik svartgraa og hvidbremmet i synskredsranden, og da varte det oftest ikke længe, før en gammel, erfaren gast meldte, tilsyneladende ligegyldig, men høit, saa alle, som paa knatten var, maatte høre det, at nu stod indover «Norges løve» eller «Alastor» eller «Sjøblomsten» eller hvad anden skude det kunde være. Saa blev der glæde hos somme i flokken, og alle, som paa sæt og vis havde noget at gjøre med den ankommende seiler, skyndte sig ned til byen og bryggerne, mens de andre, stilfærdige og resignerede, slog floke med de kulskne arme og forblev paa sin vagt.
Mange var der, som gik og speided forgjæves udover sjøen til under jul, da vinteren for alvor satte ind, og de hørte aldrig noget hverken til skuden eller dem, som var ombord. Etsteds nede paa den jydske kyst vasked kanske et halvt udvisket navnebræt frem og tilbage i dragsuget, eller en vasstrukken bjælke laa og duved tungt midt ude i Atlanteren, som det sidste minde om slig en efternøler. Og saa blev sorg og nød gjest i nogle af de smaa huse med fuchsiaer bag gardinet i øvrebyen, der hvor sjøfolk holdt til.
Men de enkeltes stitfærdige graad drukned i al den glade latter, som i disse gode tider ellers flød indover byen, naar skuderne kasted anker paa fjorden. Skipperne bragte opgjøret i gode, rede penge med sig ind paa redernes kontorer, saa de gamle konsuler og kjøbmænd gned sig i hænderne og smilte sine velvilligste smil, og i skipperhjemmene langs Strandveien blev der solskin og velvære, omend konen og børnene havde levet noksaa skralt før, for at spare af hyren, som blev trukket hver maanedsdag nede paa kontoret, til at sætte i banken. Fest blev der ogsaa efter leilighed i de ældre, gifte matrosers hjem, og nede paa sjapperne sad unggutterne og drak sit øl og rasled med mangeslags fremmede og underlige mynter. —
Det var en lørdag eftermiddag i november. Der kom af og til et solgult gløt over byens hustage gjennem de drivende skyer, og sjøen laa og tumled urolig efter nogle dages storm og uveir. Midt i gaden stod store regnvandsdabber, og fortauge og brostene havde et seigt, klissent overtræk af graa søle.
Det brød Søverin Saabeskum, formand paa konsul Behrens verft sig lidet om, der han plasked afsted midt i gaden paa de høie sjøstøvler med en for ham usedvanlig fart. Og han sneied lige ind paa det indre kontor og rak bare saavidt at faa banket paa, efter at han alt havde aabnet døren paa klem:
— Hr. kunsel, hr. kunsel, nu kommer Kassandra! Hun er alt tvers af Grønholmerne!
Konsulen sad netop og gjennemgik husholdningsregnskabet for ugen, som hans datter, den attenaarige Gerda, havde bragt ham. Konsulen var en streng mand, og han vilde, der skulde være orden i tingene. Derfor havde han ladet sin unge datter overtage ledelsen af huset efter moderens død, og hun maatte staa ham tilrette for hver skilling. Da Søverin styrted ind med sin efterretning, saa han rolig op fra de lange, med ujevn barnehaand skrevne, talrækker:
— Jasaa, siger du det? Det var jo bra. Her har du en liden ducør for din umage — og Søverin Saabeskum bukked og sagde mangfoldigst tak og trak sig baglængs ud af døren.
Men han var ikke kommen ned trappen engang, før konsulen aabned vinduet og raabte: — Hei, Søverin! Gaa ned paa verftet og faa fat paa Jens Maanen og gjør jollen klar, saa kommer jeg om lidt! — Jøss! — mente Søverin — Haa skal det ty’? — Det havde ikke hændt paa aar og dag, at hans principal havde roet nogen skude imøde. Han var ikke som de andre redere, han holdt sig ligesom for god til sligt.
Konsulen slap atter skyvevinduet ned og vendte sig med et ligefrem fornøiet ansigt mod sin datter: — Nu, Gerda, kan du lægge dine kragetæer tilside saa længe, det ser forresten ud til at være i orden, og saa kan du følge med mig ud at hilse paa kaptein Brodersen paa Kassandra. Sig fra til jomfru Nørregaard.
Kassandra var en langfartsskude, fuldrigger og denting, og det var ikke hver høst, at den søgte hjem; men nu skulde den kjølhales og eftersees. Ny kobberhud maatte til, og mange dele af riggen var vist ogsaa temmelig skrale. Alt i alt blev et sligt besøg en hel begivenhed i byen.
Det merked ogsaa konsul Behrens og hans Gerda, da de gik nedover mod verftet, krydsende forsigtigt klar af de mange søledabber, for folk lagde ligesom en extraærbødighed for dagen, og gamle kjebmand Zangenberg — han som fulgte i alle begravelser — strøg den raggede floshat af sit skaldede hode og stønned paa sit gebrokne: — Jai gratulierer, hr. konsul! Schwineheld! Ja, und so den schmucke freken ok!
Nede ved verftsbryggen laa jollen klar. Der var bredt et flag over agtersædet, hvor konsulen og Gerda tog plads. Han greb rorpinden med sine behanskede hænder, og Søverin Saabeskum og Jens Maanen drog paa aarerne, saa spruten stod om bougen. Paa den indre havn merked en ikke noget større til bevægelsen i sjøen; men udenfor Aaleholmen bølged det urolig med duvende dønninger, som altid efter storm, og den lille jolle vipped op og ned, men rugged sig alligevel frem mod fuldriggeren derude, som netop lod ankeret gaa. Kjættingen raused fra klydset med ramlende lyd, som svarte i heierne omkring havnen. Der var folk oppe i riggen for at beslaa seilene, losflage strøges, og en svær vimpel gik tiltops med «Kassandra» lysende hvidt af de røde, vaiende folder.
Konsulen sad taus og grunded paa de reparationer, skuden nu kunde trænge. Godt en havde eget verft, saa merked en ligesom ikke udgifterne, de gik ind i alt det andet. Riggen saa ikke saa værst ud. Ny stang paa krydsmasten, hm, ja, det var vel efter det havariet, Brodersen skrev om.
Gerda sad ved siden. Hun var jo i begyndelsen lidt ængstelig over sjøens urolige bevægelse, saa hun tog fast tag om æsingen med sine smaa hænder; men det var bare det første. Hun blev snart vant til baadens gyngen, og saa lod hun blikket drive om fjorden og kjæle for det store skib med de slanke master, som netop nu fik solglød over sig; for skyerne løste sig mere og mere op, og der blev smaa gyldne blink paa dønningernes svartblanke rygge. Omkring fjorden stod heierne høstlig dystre med sine vredne furutasser strittende mod himmelen fra aaslinjerne. Hist og her laa smaa hvide huse. En kunde se byen begynde ude langs strandveien, og kirkens høie taarn og nogle sjøboders meninger stak op over Aaleholmens graa knatter.
Hun var ung og spæd, konsul Behrens yngste datter. Hun havde et svært, gyldent haar, som hang i flette nedover ryggen. Lidt bleg var hun, som attenaarspiger gjerne er det, og derfor blev der noget eget lokkende ved munden, som blussed rød med fine, vage linjer. Øinene laa i skygge, det blinked aldrig i dem, de laa bare store og blanke og drømte under tunge laag.
Der skar en pibe fra skansen, som de kom nær skuden. Der blev et øiebliks travlhed ombord, og paa styrbords side firedes faldrebe ned. Da verftsjollen lagde til stod kaptein Brodersen der. — Goddag, hr. konsul! Saa er vi da kommen tilbage.
Og konsulen smilte rent venlig: — Goddag, min kjære Brodersen, og velkommen! Jeg haaber alt er vel?
— Alt vel, Gudskelov! Joda, det var saamænd gaaet svært bra baade over Spanskebugen og op Nordsjøen, Brodersen kunde ikke sige andet. Nei, goddag! Det var jo en af frøknerne, han turde ikke spørge hvem?
— Det er den yngste, Gerda, Brodersen. De andre er seilet i havn nu. — Konsulen begyndte at stige opover den svagt svaiende trap.
— Ak ja, en har glæde, naar en først har faaet dem saa langt. — Brodersen tænkte med vemod paa sin fregnede Janne, som nu sad derhjemme paa tredveaaret og ikke saa ud til nogensinde at skulle forandre sig, endda Brodersen pleied at holde aabent taffel for alle de styrmænd og unge ugifte skippere, som i byen fandtes.
— Hm! Glæden er saa som saa den, min kjære Brodersen. De kan nu ligesom ikke slippe taget i papa ligevel, ser De, iatfald ikke i portemonæen hans.
— Nei, det er vel saa — Brodersen smaaknegged ærbødig og steg ind paa skansen efter konsulen og hans datter.
Det var ikke første gang, Gerda stod paa et skibsdæk. Hun var vokset op i smaabyen i lugt af tjære og sjø, i duft af underlige frugter og vine og træsorter, som skuderne bragte med sig hjem derudefra. Sælsomme navne paa fremmede havne og øer havde svævet hende om ørene fra hun kunde fatte. Over hver begivenhed, som særlig havde fæstet sig i hendes minde, laa der som klang af opsange og raus af kjættinger, og alle hendes barnedrømme bares af seil, som skjævred i vinden og som lyste hvidt i solskinnet. Noget anelsesfyldt kom op i hende, der hun stod paa dækket, og et smil fra barneaarene listed sig frem om munden.
Paa rærne laa letmatroserne og beslog seilene; men der blev som en stans i arbeidet, hoderne bøied sig frem for at kige paa rederens datter dernede. To maaneder var det, siden de havde seet snippen af et skjørt, og det var endda nogle svartsmuskede dernede fra Rio, hvor de havde været inde for at proviantere. Et lyst, norsk kvindfolk, og ung og vakker dertil! Der gik som en løftelsens bølge bramstængerne bort efter, til en stemme skar ind i deres stemning, kommandohvast: — Sei der, lad det gaa lidt kvikt folkens! Klar faldet, jungmand! — Saa blev der travlhed igjen skuden over. Den stemmen havde en egen evne til at hugge sig som klo i kjødet og drive én frem.
Ogsaa konsulen lagde merke til der. Han stod just i kappen og skulde gaa under dæk, da han saa spørgende paa kapteinen.
— Det er den nye styrmanden, vi fik i Kap efter Andersen, som døde. Jeg skrev til konsulen om det.
— Ja, det er rigtig. Hvad var det nu han hed?
— Reynolds. Det er ellers en sjelden flink fyr, endda han er reserveløitnant i marinen — kom det funderende ud af det graasprængte helskæg, som næsten dækked Brodersens veirbidte ansigt.
Gerda fik i det samme et skimt af en høi, mørkhaaret mand, som stod paa bagbords række og holdt sig i stormastvantet. Der var en gut oppe i merset, som havde travlt med noget, han ikke rigtig kunde greie. Manden havde hele sjøstøvler; men pjekkerten var af fint, blaat klæde, og Gerda tænkte, at der maatte sidde et vakkert ansigt under skyggeluen. Hun saa bare den sterke, krøllede nakke.
Saa kom de nedenunder i den hyggelige, mahognypanelede kahyt, hvor stoler og bord var fastskruede i gulvet. I den haardstoppede sofa fik konsulen og Gerda hæderspladsen. Paa væggen hang et flag draperet om billeder af kongen og dronningen, og ellers var der fotografier og skilderier af skuder og denslags. Et gammelt staalstik forestillede kaptein Jessens kamp med de engelske man of warer, og henne paa en konsol stod nogle kunstige planter. I kahytten var der den underlige, fugtige saltvandslugt af skib.
Brodersen satte sig ligeoverfor rederen, efter at han først havde ført en hviskende samtale med stuerten ude i skafferiet, og saa kom denne ind med en prangende opdækning af mangeslags gode sager, som fik tænderne til at løbe i vand paa Gerda. Der var bojaner med syltede ingefær og ananas og meget andet, som smagte hedt og sødt, der var figenkager og vindruer og appelsiner. God, tør sherry til konsulen og kapteinen kom der ogsaa, den oljed glassene, saa den syntes ganske seig; men Gerda fik sød Cap Constantia, som havde den deiligste aroma. Det føltes som der dryssed blomster om en, naar en førte glasset til læberne.
Hun sad og nød det egne i omgivelserne, og hun kjendte med velbehag den underlige, vuggende bevægelse, som fjordens dønninger foraarsaged, og de smaa, langelige ryk i ankerkjættingen. Der gik ogsaa slig en lun smaapassiar mellem far og Brodersen om reisen og dens hændelser. En merked næsten ikke noget til konsulen hos far, han smaaspøgte endda sommetider og drak flere glas af sherryen, som han roste overmaade.
Der kom en mand ned i skafferiet, der blev puslende larm derinde, som om han ledte efter noget.
— Hvem er det? — spurgte konsulen.
— Styrmanden — svarte kapteinen.
— Lad os faa se paa ham lidt! — og saa blev der raabt paa Reynolds.
Han kom ind i rummet, som laa halvskumt, bare med skylightlyset faldende som en kaskade ned i midten. I den belysning blev der noget fantastisk over styrmandens skikkelse, der han stod i halvskyggen ved døren. De mørke haarlokkerne hans faldt faunagtig nedover det broncebrune ansigt, og det brændte sort fra de to øine under brynene. Og der stod smidig, svingende kraft af skikkelsen.
Gerda sad og følte det, og der seg som en angst over hende, da manden kom nærmere, og skipperen præsenterte: — Det er styrmand Reynolds. Konsul Behrens og frøken Behrens, rederens datter.
Der kom ikke noget keitet sjøgutsbuk fra manden, da han stod lige overfor dem ved bordet. Hans kompliment var beleven, som smilet under den mørke moustache, det Gerda blev nervøs og befippet over. Hun vælted sit glas, saa den brungyldne Cap Constanria flød udover skipperens hvide dug, som Janne Brodersen havde sømmet alle sine lidt antikverede ungpigelængsler ind i. Hun havde jo aldrig faaet noget udstyr at sy paa.
Rederen rynked sine bryn, han likte ikke noget, som smage af forstyrrelse, og Brodersen raabte leende paa stuerten; men styrmanden bøied sig over hende: — Pas Deres kjole, frøken Behrens! — og han bøied dugen op, at vinen ikke skulde flomme videre ned.
Gerda reiste sig rødmende og stammed nogle undskyldende ord. Hun havde kjendt som et hedt pust, da han bøied sig over, det sad endnu og kildred paa kinden, og dertil slog den krydrede ange af vinen op mod hende. Uf, hvor hun ærgred sig, at han skulde seet det, denne styrmand Reynolds. — Styrmand Reynolds! jebed hun indvendig.
Sruerten kom til undsætning. Han havde bud fra andenstyrmand, at nu var toldbodbaaden i sigte, den stak just ud bag Aaleholmen.
Konsulen lo: — Saa blir der ikke megen tid, om noget skal stikkes tilside, Brodersen!
Brodersen gliped med øinene: — Aa, det som skal frem, det kommer vel frem, hr. konsul. Der er ikke et hul i skuden saa lidet, at ikke tolderrotterne vimser derind med næserne sine.
Haa haa, nei da var det anderledes i min fars tid, Brodersen. Naar jagterne kom fra Jylland, saa seilte vi ud om natten i dæksbaaden, min bror og jeg, paa fiskeri eller skytteri mellem skjærene, forstaar sig. Aa, derude ved Grønholmerne har vi lastet dæksbaaden mangen gang. Det var i de dage. Da var sligt anstændig sport, og toldboden vidste det saamænd ligesaa godt som vi, tro De mig.
—Tror nok det, hr. konsul, andre tider dengang.
— Sig mig, Reynolds, De er vel ikke i 13 familie med byfoged Rossings? Fruen er født Reynolds, saavidt jeg ved. — Konsulen vaagned op af sine fortidsbetragminger.
— Jo, fru Rossing er vist en kusine af far.
— Ja saada, ja skaal styrmand, og De ogsaa Brodersen, det er en sjelden sherry.
Gerda sad lidt bortglemt og undred sig. Hun vidste ikke, om dette slegtskab skulde regnes denne hr. Reynolds til et plus i hendes fars omdømme. For ét var sikkert, at mellem byfogden og konsulen førtes en stadig og stille kamp om hegemoniet i den lille by. Saa følte hun igjen de øinene derover brændende paa sig, og hun var glad, da konsulen reiste sig og slog paa hjemfarten. De fulgtes op paa dækket, skipperen og han, og hun fik styrmanden galant ved sin side.
De to gamle gik forud, der var nogle reparationer ved ruffen, som skulde snakkes om, og Gerda og Reynolds blev saaende agter. Han konverserte let og vant, som det hørtes, og hun gav nogle dumme skolepigesvar og bed sig i læben af ærgrelse derover, for hun vidste med sig selv saa udmerket godt, hvad hun vilde ha svaret, bare ikke de svarttjernsøinene hans havde været om hende og over hende og allevegne.
Saa skulde de da endelig gaa fra borde, hun og faren. Konsulen hilste paa toldbodfolkene, der netop kom over rækken, som han stod paa faldrebet: — Nu, Markussen, skal De ikke visitere mig og datteren min, før vi gaar fra borde?
— Nei, var der mening i sligt, hr. konsul. Det er nu mest bare en formsag, saa at sige; for Deres skuder, de er vi trygge paa.
Konsulen gik ned i baaden med et lidet fint smil om læberne, raabte saa opover: — Ja, farvel da, Brodersen, saa kommer De med papirerne mandag klokken elve. Og De Reynolds, det vilde glæde mig, om De saa indom ved leilighed.
Baaden satte af, og Søverin Saabeskum og Jens Maanen tog til aarerne. Maskineriet havde faaet extra smurning inde i tømmermandens lukaf. Han var et byens barn og kollega af dem begge fra gamle dage paa rederens verft.
Der skar en kommandostemme i deroppe fra skansen, og der fór en underlig gysen gjennem Gerda, da hun hørte det; for der var magt i den som i øinene hans.
Hun skotted tilbage. Skumringen var seget ind, og skuden laa med sin høie rig som tegnet i tusch mod det graasorte vand og den graa himmel.