Hopp til innhold

Udsigt over Jesu Christi Liv paa Jorden, af W. A. Wexels

Fra Wikikilden

12. Udsigt over Jesu Christi Liv paa Jorden, med indledende og anvendende Betragtninger af W. A. Wexels. Med 12 Staalstik. 1ste og 2den Udg. Christiania 1846. 306 S. smal Qv. C. A. Dybwad & Co. Papb. 3 Sp. Godtkjøbsudg. i 8vo uden Staalst. 72 ß. heftet.

Et Skrift, som her i Landet allerede inden et Aar er omme fremtræder i en anden Udgave, kan vistnok ikke behøve nogen Anmeldelse for at blive bekjendt og paaagtet; men deels er dette dog intet ubetinget Beviis for Skriftets Værd, deels bør et værdifuldt Skrift ikke savnes i dette Tidsskrifts Litteraturartikkel. Skjønt Forfatterens Navn, især som asketisk Skribent, er bedre Borgen end min Anbefaling for, at Ingen her vil finde sig skuffet i sine Forventninger – hvad desværre altfor ofte er Tilfældet i denne, maaskee den vigtigste Deel af Litteraturen – saa er det dog tillige Pligt at paaskjønne det Gode. Da desuden dette agtværdige Skrift endnu ikke, saavidt mig bekjendt, har været offentlig omtalt og bedømt, turde maaske en Anmeldelse deraf endog nu ei være ganske uden Nytte med Hensyn paa dets Udbredelse.

Forf. forudskikker sin Fremstilling af Jesu Liv fem indledende Betragtninger nemlig 1) Trangen til Forløsning og Forsoning; 2) guddommelige Forjættelser om en Forløser; 3) Forjættelserne ere opfyldte og Forløsningen og Forsoningen funden i Christo Jesu, og den meddeles i hans Kirke paa Jorden; 4) Bibelen eller den hellige Skrift; 5) Om Menneskens Søns Liv paa Jorden. I Skriftet selv fremstilles Jesu Liv synoptisk i den sædvanlige chronologiske Orden, afdeelt i 5 Afsnit: 1) Fra Jesu Fødsel indtil hans Daab, med Johannes den Døbers Fødsel som Indledning; 2) Fra Jesu Daab til den første Paaskefest efter hans Fremtrædelse; 3) Fra første til anden Paaskefest, under Herrens Lære-Embede; 4) Fra anden til tredie Paaskefest under Herrens Lære-Embede; 5) Fra Jesu sidste Indtog i Jerusalem indtil hans Himmelfart. Hovedmomenterne i hvert Afsnit af Jesu Liv ere fordeelte i Kapitler, og fortalte med de hellige Skribenters Ord, forbundne i en perifrastisk forklarende udviklende, stundom apologeticerende Fremstilling, der i det Hele taget er simpel og klar, ædel og værdig. – De ved () indskudte Forklaringer ere vel ofte af Værd, men heller ikke sjelden overflødige, ja stundom endog forvirrende. Selve Parenthestegnet foranlediger en ubehagelig Afbrydelse i Læserens Andagt, denne Sjælens saa let forstyrrelige Hengivelse i sin Gjenstand, og bør derfor ikke bruges i en Andagtsbog, saafremt ikke Periodebygningen eller Sætningernes indbyrdes Konstruktion gjør det nødvendigt; det paanøder ofte Læseren unyttige Reflexioner, hvorved Andagten maa lide. Endnu værre er det naturligviis, naar de derved fremhævede Forklaringer ere mindre rigtige, eller i alt Fald tvivlsomme. Det følger forøvrigt af det fjerde Evangeliums dybsindig-contemplative Charakteer at disse parenthetiske Forklaringer og exegetiserende Tillæg ere hyppigst i de deraf tagne Beretninger. Som Exempler skal jeg tillade mig at anføre:

S. 162: Min Lærdom er ikke min, men hans, som mig udsendte (ikke menneskelig men guddommelig)“; – S. 164. De svarede ham ligesaa hovmodige som blinde for Betydningen af hans Ord: vi ere Abrahams Afkom og have aldrig været Nogens Trælle (jo tilvisse havde de det)“ – en Paastand, som neppe vil holde sig mod Jødernes Benegtelse, og Jesu stiltiende Indrømmelse af deres Ret, i den Mening nemlig, som Jøderne havde for Die ved denne Benegtelse; – S. S. Jesus svarede dem: sandelig, sandelig, siger jeg Eder, hver den, som (villigen) gjør Synd, er Syndens Træl!“ – Det forklarende Tillæg ’villigen“ er mat og urigtigt, thi hverken forholder det sig i sig selv saa, heller ikke passer det med Udtrykket “Syndens Træl“, at denne skal gjøre Synd villigen. (jfr. Rom. 7. 7 t. End. 1. Joh. 3. 8 ff.) Det Sindelag som Jesus her har Hensyn til, betegnes rigtigere med: modvillig, gjenstridig forsaavidt som herved betegnes noget andet end forsætlig – S. 162. Denne Befaling (at sætte mit Liv til og tage det tilbage) annammede jeg af min Fader“. Denne Fortolkning kan, om den ellers er rigtig, hvad den neppe er, ikke som nøgen, ubegrundet Bemærkning give nogen tilfredsstillende Oplysning; thi skjønt Læseren vel indrømmer, at En kan befales at sætte sit Liv til, kan han dog vanskelig begribe, hvorledes Nogen kan befales at tage det tilbage. – S. 245. Eders Hjerte forfærdes ikke (ved de Ting, som skulle komme)! Troer paa Gud og troer paa mig (som den, i hvem Gud er hos Eder som Eders Herre og Frelser, der i Faderens Navn vil bevare Eder fra det Onde)“. Denne lange Forklaring svækker blot Indtrykket af Jesu opmuntrende Tiltale, hvori han, uden bestemt Hensyn til Disciplenes Forestillinger om ham, søger at fremkalde i deres Hjerter den Overbeviisning, at hvad der saa end maatte skee, det skede efter Guds Raad, og hans eget frivillige Valg.

Dog, disse ofte smaalige Bemærkninger og den Nøiagtighed, hvormed de adskilles fra Evangelisternes Ord, vidner paa den anden Side ligemeget om Forfatterens Omsorg for Læseren, og om den Agtelse han bærer for Guds Ord, og skjønt de oftere have forstyrret mig Andagtens Ro ved at besvære mig med Spørgsmaale, hvoraf jeg ellers har nok, og hvorfra jeg da ønskede mig befriet, saa vil jeg ikke nægte, at de jo kunne være mange Læsere, især i visse Sindsstemninger, gavnlige og kjærkomne.

De Kapitler, hvori de enkelte Afsnit ere inddeelte, afgive Texten for Betragtningerne, hvori Forf. med en troende Sjæls inderlige Glæde dvæler i Nydelsen af det saliggjørende Lys, der fremgaaer af de skildrede Træk af Jesu ophøiede Person. Skjønt Forf. søger fra et objektivt Standpunkt at opfatte de Virkninger, som Beskuelsen af Jesu Liv, som Evangelisterne have fremstillet det, maa have paa det troende Sind, og saaledes stræber at beskrive den paa en for Alle i det Væsentlige gyldig Maade, saa aande dog disse Skildringer et for varmt Liv, til at man ikke strax skulde skjønne, at Forf. taler ud af sit eget Livs Erfaring, naar han vidner om, hvilken Guds Kraft Evangeliet er til Salighed for alle dem, som troe derpaa. Hans Skildringer fremstille selv der, hvor de synes at være tegnede med laante Farver, intet ved Kunst reflecteret Billede, men et af Christo vundet Liv, der i disse Betragtninger igjen oplever sig selv, og med fornyet Kraft jager efter Klenodiet i Kaldet herovenfra. Snart udbreder han i milde, hjertelige Ord en kvægende Luftning over den trætte Sjæl, snart henrives han til en levende Begeistrings stærke og ildfulde Udtryk, snart overvældes han af sine Følelser, som han ei er istand til fuldelig at udtale, og da kan det stundom endog være, som om en Røst paa de aabnede Læber vilde gjenlyde af den christne Menigheds Tungetale. En uendelig, i sig selv uudtømmelig Gjenstand, der tillige er den salige Grundvold for hans Liv, staaer guddommelig ophøiet for Forf.s Blik; han kan derfor ikke tilfredsstille sig selv i dens Beskuelse, eller blive færdig med at see paa den, og han stræber forgjeves efter at omfatte den med næsten endeløse Accumulationer af betegnende, bekræftende og benegtende Ord, af sidevordnede, stigende og faldende Sætninger. Christus er ham uendelig meget mere, end det er den menneskelige Tunge tilladt at udtale. – Det er rimeligt, at disse i hinanden løbende Skildringer hvor den ene Sætning driver den anden frem, som Bølge paa Bølge i een Strømning mod den samme Strand, stundom vil falde Læseren trættende. Man kan ikke standse, før Maalet er naaet; man drives ligesom i eet Løb med tilbageholdt Aande henimod Maalet, for der at opsamle Totalindtrykket af det Læste, og udhvile deri; men har man været tilstede i Læsningen med hele sin Sjæl, vil man ogsaa føle sig rigelig lønnet med denne Hvile. Man føler da, at man standser med Forf., at ogsaa han maa have nedlagt sin Pen der, netop der hvilet sin Aand i det Nedskrevnes Beskuelse. Imidlertid gjøre dog Perioder som S. 168, 174, 175 og 184 for store Fordringer til den almindelige Læsers Opmærksomhed og det havde vistnok været ønskeligt, om Forf. i et roligere Øieblik havde afskaaret eller sammendraget disse Sætninger noget. En nøiagtigere og bestemtere Interpunktion kunde vel undertiden været til Nytte, men vilde dog paa flere Steder have forstyrret Læserens omfattende Beskuelse af det Hele i eet Billede. Kritikken bør, skjønt vaer og nænsom, altid følge paa slige Productioner, der ifølge sin Natur have let for at henstrømme med sine Betegnelser eller ogsaa afbrydes ved en pludselig opstaaet Forestilling, der som et skjult Skjær i Ideassociationen virker reagerende paa Talerens eller Skribentens Stræben efter at udtømme sit Hjertes Fylde i een Retning. Betegnelserne blive lettelig for tautologiske og Overgangene for bratte. Læseren, der følger Forf. eftertænkende og efterdannende, har ofte ondt for at finde det associerende Baand, hvorpaa Ideerne frem- bares for Forf.s Aand i Productionens Øieblik. Jeg vil just ikke sige, at dette er en almindelig Mangel ved Forf.s Foredrag, men det er langtfra ikke frit derfor, f. Ex. Side 232 ff. Kjærligheden er Lovens Fylde“ – “Hvilen under Christi Vinger“, hvor enhver af disse Dele og Betragtninger idetmindste burde have begyndt med en ny Linie. Disse Overgange ere især slemme, naar en Betragtning, der bragte Andagten til at lue, optages af en ny, der er mere didaktisk udviklende, end contemplativ dvælende og malende, f. Ex. S. 240 om Fodtvætningen, hvilken Forf. med Rette betragter som en symbolsk Fremstilling af Jesu Kald, som bestod deri, at han af Kjærlighed til Gud og Menneskene fornedrede sig i en Tjeners Skikkelse under Loven; men Udviklingen deraf er ikke klar, simpel og gribende. – Der kunde vistnok og være noget at bemærke angaaende Fordelingen af Stoffet mellem Fremstillingen af Jesu Liv og de paafølgende Betragtninger da den ikke altid synes at være foretagen efter nogen bestemt Regel; men dette er i sig selv mindre vigtigt, og kan efter mit Skjøn ingen Indflydelse have paa Læserens Andagt.

I Fremstillingerne udfører Forf. en “Evangelists“ Embede med Troskab og Glæde; i Betragtningerne dvæler han ved Beskuelsen af sin Lærer og Mester, hvem han elsker med Disciplenes tillidsfulde Hengivenhed, medens Evangeliet, det glade Budskab om Guds Naade i Christo, udtoner af hans Hjertes Dyb til Trøst, Opmuntring og Formaning for de Troende. Derfor stemmer ogsaa Betragtningernes Aand i Almindelighed saa nøie med de Følelser, som en andagtsfuld Læsning af de foranstaaende Texter maa have fremkaldt hos Læseren; det Individuelle hos Læseren kommer naturligviis dog for meget i Betragtning, til at en almindelig Harmoni her skulde kunne ventes. Det maa derhos erindres, hvad alt ovenfor er bemærket, at en objektiv-kirkelig Charakter gaaer gjennem Betragtningerne, saa at disse mere fremstille hvad det troende Øie seer i Jesu Liv gjennem Dogmet, saaledes som dette er fastsat i Kirken og levende i Forf.s Indre, end igjennem det christelige Liv, saaledes som dette maa være paa de forskjellige Stadier af sin Udvikling i Mennesket. Retfærdigheden og Livet i Christo, Synden og Døden i Mennesket stilles i en antisynergistisk Modsætning til hinanden, hvori det christelige Livs forskjellige Udviklingsmomenter kun sjelden komme til Syne som formidlende Led. Den Gyldighed, som disse have, bliver i Almindelighed ikke erkjendt, Udviklingen af Christendommens Frø efterspores ikke, dets Spiren og Fremvæxt reconstrueres ikke, i hvilke Henseender Schleiermacher forekommer mig uovertræffelig. Jeg erkjender dog med Glæde, at Forf. ogsaa her har givet enkelte herlige Sager, t. Ex. Betragtningen over den rige Yngling S. 201. Men i Regelen har hans Udvikling sit Fundament i Autoriteten.

I det Hele have de Bemærkninger, Anmeld. her ikke finder Plads til at fremsætte, kun lidet Hensyn til Skriftet som Opbyggelsesbog, der har sit fornemste Værd i den Kraft og Sandhed, hvormed den christelige Tro deri udfolder sit Indhold, men ikke i de videnskabelige Resultater, som der leilighedsviis udtales. De Resultater, hvortil man ved videnskabelige Undersøgelser er kommen, ere – opfattede i Troen, hvorfra en Opbyggelsesbog gaaer ud i sin Stræben efter at opbygge og befæste Sjælene, – for en væsentlig Deel uafhængige af disse Undersøgelser, der godt kunne forkastes, uden at deres Resultater, om de end have faaet forskjellige Udtryk, blive væsentlig forandrede med Hensyn paa deres Gyldighed og Betydning. Denne Sætning har en vid Anvendelse, og den kan ikke ofte og alvorligt nok indskærpes endog i vore Dage, da Iveren for den kirkelig-theologiske Orthodoxi atter fra flere Kanter synes at true med at overvælde det christelige Kjærligheds-Liv, der ikkun erkjender sig frelst ved Sandheden, naar den er levende i Kjærlighed (jfr. Theremins Reise-Dagbog S. 272 ff). De Mangler, jeg har fundet ved Skriftet som Opbyggelsesbog, har Forf. for en Deel selv erkjendt i Fortalen; de ere desuden ikke eiendommelige for dette, men almindelige endog i de meest yndede Skrifter af dette Slags, blandt hvilke dette uden Tvivl maa tillægges, om ingen en udmærket, saa dog en høi Rang. Bogen er smukt, endog rigt udstyret i typographisk Henseende, og forsynet med 12 Staalstik, som dog have sin fornemste Værd deri, at de have givet Forf. den første Anledning til at tænke paa dette Arbeide. Forlæggerne have især gjort sig fortjente af det christelige Publikum ved at besørge en Godtkjøbsudgave af Bogen, hvorved den er bleven mere tilgængelig for den huuslige Andagt, der i Almindelighed kuns er daarlig tjent med kostbare Pragtudgaver af Opbyggelsesskrifter. En Fortegnelse over de i Bogen anvendte Bibelsteder savnes; de for Afdelingerne til Grund liggende Perikoper af Evangelierne burde idetmindste været anførte paa Indholdsregistret.

Andr. N. H. Stenersen.




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.